"Hvor har De den historie fra?" spurgte dronningen måbende - borgmester taler ud om pinligt øjeblik
En hel by var overbevist om, at dronningen havde malet et akvarel. Men sandheden blev afsløret af majestæten selv i et pinligt øjeblik, der gik viralt.
Det er et af de øjeblikke, Jørn Pedersen aldrig glemmer.
- Det føltes lige som at få trukket bukserne af foran tusindvis af mennesker, fortæller han.
I 2015 var dronning Margrethe på besøg i Christiansfeld, fordi byen var blevet udnævnt som verdenskulturarv. Dronningen skulle afsløre en bronzeplakette, som skulle markere begivenheden, og daværende borgmester i Kolding Kommune, Jørn Pedersen, holdt den indledende tale.
- På det klæde, som dækkede plaketten, havde vi fået trykt en akvarel, som vi troede, dronningen havde malet som barn under et besøg i byen med sin familie. Vi tænkte, at det var oplagt at inddrage det for at illustrere dronningens tilhørsforhold til Christiansfeld, fortæller Jørn Pedersen her otte år efter episoden.
Men i takt med at Jørn Pedersen i sin tale fortæller om akvarellen, som dronningen eftersigende skulle have malet som 14-årig, ser dronningen mere og mere forundret ud.
På et tidspunkt afbryder dronning Margrethe borgmesterens tale med spørgsmålet: "Hvor har De den historie fra?"
Det er nemlig ikke dronningen, der har malet billedet.
Klappen gik ned
Borgmesteren blev simpelthen taget med bukserne nede og glemte i panikken et kort øjeblik at holde etiketten overfor dronningen.
- Jeg tænkte intet i panik. Så får jeg sagt "er det ikke dig?" til dronningen,. En bemærkning, som jeg har måttet høre for siden, fordi jeg glemmer at sige 'de'. Uden at tænke ret meget talte jeg bare videre, fortæller Jørn Pedersen.
Den pinlige situation med den paniske borgmester og den forbløffede dronning gik viralt. Det blev et af de mest sete klip i 2015 med tusindvis af visninger og interaktioner på Facebook.
- Jeg kan godt se det sjove i det, men på dagen havde jeg gerne været den historie foruden, fortæller Jørn Pedersen, der efterfølgende har måttet høre for episoden igen og igen - for det meste med et smil om munden.
I det pinlige øjeblik forsøgte borgmesteren at redde situationen foran dronningen og tusindvis af tilskuere ved at sige, at der måtte være tale om en vandrehistorie.
En usand historie løber løbsk
Maleriet er malet på en side i gæstebogen hos Brødremenighedens Hotel. Her boede kongefamilien under et besøg, da dronning Margrethe var 14 år gammel.
Akvarelmaleriet er underskrevet af kong Frederik den 9., dronning Ingrid samt daværende kronprinsesse Margrethe, prinsesse Benedikte og prinsesse Anne-Marie.
Det er sandsynligvis her den gode, men usande historie begyndte.
- Den daværende hotelfatter i brødremenigheden har været udstyret med en livlig fantasi og fortalt, at det var dronningen, der havde malet billedet. Den fortælling har de nye forpagtere så fortalt videre, siger Jørn Pedersen.
Han mener, at det er et klassisk eksempel på, at hvis en usand historie fortælles ofte nok, så bliver den nærmest sand.
Maleriet har været udstillet i Christiansfeld som et værk af dronningen. Og hele byen var i mange år overbevist om, at dronningen var kunstneren bag, selv efter dronningen afviste det den famøse dag i august i 2015.
- Der kom borgere hen til mig i tiden efter, der hævdede, at det altså var dronningens værk. Det var så stor en del af Christiansfelds historie, at der var nogle, der ikke ville tro på det. Men når dronningen ikke kendte til det, er der jo ingen tvivl, siger Jørn Pedersen.
En professionel dronning
Den tidligere borgmester i Kolding Kommune roser dronningens håndtering af episoden.
- På vej ned ad trappen bagefter beklagede dronningen over for mig, at hun var nødt til at tage afstand fra værket, og jeg svarede, at det sørme var os, der beklagede, fortæller Jørn Pedersen.
Han har siden dengang mødt dronningen adskillige gange blandt andet til fejringen af genforeningen i 2021, og majestæten har aldrig nævnt episoden for ham.
- Hun er jo superprofessionel, så det er ikke blevet vendt mere. Dronningen ved udmærket, at det ikke var noget, jeg havde fundet på. Hun forstod, og måske syntes hun endda, at det var lidt synd for mig, smiler Jørn Pedersen.
Den pinlige episode har sidenhen været en del af Jørn Pedersens bevidsthed i kongelige sammenhænge..
Under fejringen af genforeningen i 2021 var det meningen, at Jørn Pedersen i sin tale skulle omtale et flag, som Christian den 10. skulle have haft med sig, da han red igennem de genforenede lande.
- Jeg bad om at få dobbelttjekket, om det var rigtigt. Alligevel undlod jeg faktisk at sige det i min tale. Jeg skulle simpelthen ikke risikerer at stå i endnu en pinlig situation overfor dronningen, fortæller Jørn Pedersen.
Maleriet følger ham
Jørn Pedersen er sikker på, at han har gjort indtryk nok på dronningen til at blive husket blandt de mange borgmestre, hun har mødt igennem sine 52 år som regent.
Akvarelmaleriet skulle dronning Margrethe modtage i gave i forbindelse med besøget i Christiansfeld i 2015. Så da Jørn Pedersen dengang fik at vide, at maleriet allerede var overrakt og lå i kronebilen efter den pinlige situation, gik han igen i panik.
- Det maleri skulle bare ud af bilen! Og til kaffebordet efterfølgende fik en betjent øjenkontakt med mig igennem lokalet og viste mig, at maleriet var fisket ud af bilen igen, griner han.
I de efterfølgende år stod akvarelmaleriet på Jørn Pedersens borgmesterkontor stadig indpakket i cellofan. Da han i 2022 forlod kontoret, flyttede maleriet med ham.
Nu hænger maleriet på hans kontor i Slotssøbadet og vidner om et sjovt og pinligt minde.
- Selvom jeg gerne ville have været det foruden, så mindes jeg det med et smil. Der er ikke mange andre, der ligesom mig har udsat dronningen for en vandrehistorie. Maleriet følger mig ligesom historien bag, og det vil det blive ved med, fortæller Jørn Pedersen.
Det er stadig et mysterium, hvem kunstneren bag maleriet rent faktisk er.