Dom til psykisk syg voldsmand giver bekymring
Efter vold i vaskekælder og andre overfald skal gerningsmand have behandling i pædagogisk miljø. Dom rummer mulighed for, at han kan være på fri fod.
Der er risiko for at møde en psykisk syg voldsmand på gaden, efter han for nylig blev dømt for brutal vold mod en ung kvinde i Vejle. Manden blev dømt til anbringelse i en institution for personer med vidtgående psykiske handicap.
Dermed kan Vejle Kommune overføre ham til en institution på ubestemt tid. Men det betyder ikke, at han konstant vil være bag lås og slå. Det oplyser Dennis Jensen, som er myndighedschef i Vejle Kommune.
- Dommen betyder, at vi fik 14 dage til at finde en institution, hvor han kan blive behandlet i et pædagogisk miljø. Med denne type dom er der desværre mulighed for, at han kan komme på udgang, eller at han kan flygte. Derfor vil vi finde et sted, der ligger langt fra Vejle, siger Dennis Jensen.
Det er retten, som bestemmer niveauet og tidspunktet for udgang, efter han har fået ophold på et bosted.
Kunne gå ud over et barn
2. juledag fulgte manden efter den 20-årige Lærke ned i en vaskekælder i Vejle midtby. Han kendte hende ikke i forvejen. Den 25-årige mand slog, sparkede og trampede på den spinkle kvinde, og han tog kvælertag på hende.
I retten afspillede anklageren en optagelse af, at han havde ringet til politiet senere samme aften. Her fortalte han, at han lige havde ”overfaldet en pige for en time siden, nede i en vaskekælder”.
Jeg var nødt til at skade hende. Jeg kan ikke se, hvorfor jeg ikke skulle gøre det.
25-årig psykisk syg mand i opkald til politiet
- Jeg overfaldt hende bare. Jeg havde ingen problemer med hende, jeg kendte hende ikke. Folk bliver ved med at lyve, jeg var så vred. Jeg var nødt til at overfalde hende ... Jeg var nødt til at skade hende. Jeg kan ikke se, hvorfor jeg ikke skulle gøre det. Jeg gav hende lidt over 10 spark i ansigtet i hvert fald. Jeg har blod på jakken, sagde han blandt andet til politiet, som straks tog hjem til manden og anholdt ham.
TV SYD fulgte retssagen i Kolding, hvor han ikke viste tegn på skyld eller anger. Manden har en række sager om vold og trusler, og han har forklaret, at han hører stemmer, som beordrer ham til at overfalde nogen, og at det også kunne gå ud over et barn. Han har også fortalt, at ”drug dealers” nogle gange er brudt ind i hans lejlighed om natten, mens han lå og sov, men at han ikke kunne se dem.
- Ubegribelig dom
Efter anholdelsen blev han overført til først Psykiatrisk Afdeling i Vejle og siden til Retspsykiatrisk Døgnafsnit i Middelfart, mens han var varetægtsfængslet. Under sin varetægtsfængsling kom der fire anmeldelser om vold og trusler mod medarbejdere, som han også er dømt for.
På den baggrund er man hos Vejle Kommune frustreret over, at manden har fået en såkaldt type 2-dom, hvilket vil sige, at han skal have behandling i et pædagogisk miljø. Dommen rummer mulighed for, at han kan komme på udgang.
Kommunen havde hellere set, at manden fik en type 1-dom, hvor han kan være i rammer, der kan håndtere en så aggressiv adfærd. Det ville i så fald være på Kofoedsminde, hvor han allerede bor, indtil han kan flyttes til et nyt sted. Kofoedsminde på Lolland er en sikret, landsdækkende specialinstitution for domfældte udviklingshæmmede.
- For os er det generelt ubegribeligt, at man kan få en type 2-dom, hvis man har en meget voldsom historik. Så kan der være andre patienter og medarbejdere på et bosted, der kommer til at betale prisen, siger Dennis Jensen.
Følger anbefalinger
Ifølge dommen var manden på gerningstidspunktet "utilregnelig på grund af sindssygdom eller en tilstand, der må ligestilles med sindssygdom". Derfor får manden ikke en straf, men anbringes i stedet på en institution.
Gerningsmanden havde advokat Mads Kjær Jensen som forsvarer i retten. Han mener, at dommen giver god mening.
Man har valgt et mere lempeligt tilbud med et pædagogisk sigte
Mads Kjær Jensen, forsvarsadvokat, Vejle
- Det er ikke tidligere afprøvet, om en anbringelse på et bosted kan have den ønskede effekt. Derfor har man valgt et mere lempeligt tilbud med et pædagogisk sigte til min klient. Det har man ud fra mentalerklæringen og de faglige vurderinger, vi har fået fra Retslægerådet og psykiatrien. Derfor er det et knap så sikret tilbud, som for eksempel Kofoedsminde ville have været, siger Mads Kjær Jensen.