Det vrimler med festivaler i Horsens
På blot en weekend kan byen tilbyde tre festivaler på én gang, og det er ikke enkeltstående. Det blomstrer med festivaler med musik, mad og trylleri.
Jazztonerne fyldte den tætpakkede café Morzybitten i Horsens på en ellers lun sommeraften. Koncerten var en del af et helt festivalprogram, der skal give horsensianerne mulighed for at høre jazz.
- Det er altid fedt at lave noget, folk sætter pris på, siger Peter Kellermann Brandorff.
Han har været med til at stifte jazzfestivalen, der ligger ugen efter middelalderfestivalen, på samme tid som Street Foodfestivalen og kort inden Teaterfestivalen.
Med andre ord – der er meget kultur på programmet.
Mange festivaler til publikum
Selvom der er mange festivaler i byen, har det ikke fået stor betydning for arrangørerne af den splinternye jazzfestival.
- Der sker meget i Horsens, men vi tænkte, at der manglede et sted at samle jazzen, siger Peter Kellermann Brandorff.
Også publikum til aftenens koncert er opmærksom på de mange festivaler.
- Jeg har lidt et problem, for jeg har ikke tid nok! Det er næsten umuligt, men det er dejligt, at der er så meget, Horsens tilbyder, siger Connie Jespersen.
Hun har alligevel fundet tid til at sætte sig på Morzybitten i Horsens for at høre jazz sammen med sin mand Jørn Ole Jespersen.
- Det er stort, at en by som Horsens, kan klare det, og jeg tror, der er publikum nok, siger han.
Festivaler i Horsens
2. juli: Rockfestival
19.+20. august: Middelalderfestival
22.-28. august: Jazzfestival
26.-27. august: Gin Festival
26.-28. august: Street Food festival
16.-18. september: Teaterfestival
19. Oktober: Blues Alive Festival
17.-23. oktober: Magisk Festival Illusions
Kultur hele året
Står det til formanden for Kultur- og Fritidsudvalget i Horsens, kan byen ikke få kultur nok.
- Vores strategi i kulturudvalget, men også i byrådet, er, at vi fortsat gerne vil være en førende kultur kommune med levende aktiviteter 365 dage om året, hele kommunen rundt, siger Andreas Boesen, S.
Han påpeger, at kommunen skal vænne sig til, at der vil være arrangementer, man skal vælge imellem med kommunens vækst.
- Der er jo noget fra alle her, og med en kommune der nærmer sig 100.000 indbyggere, så tror jeg simpelthen, der er nok til os alle, siger Andreas Boesen.
Selvom Jazzfestivalen kun lige har set dagens lys, er den kommet for at blive.
- Vi går nok allerede i gang med at planlægge nu, siger Peter Kellermann Brandorff.