Lilholt var døden nær: - Den bedste genoptræning er sgu at spille for mange tusinde
Trubaduren Lars Lilholt åbnede årets Tønder Festival efter to år uden festival i det sønderjyske.
Solen bagte torsdag ned over festivalpladsen i Tønder, da mange tusinde gæster og musikeren Lars Lilholt i fællesskab indledte årets længe ventede Tønder Festival i 25 graders varme.
Endelig kunne man efter to års fravær af Danmarks største folk-festival igen opleve live musik fra det vestlige hjørne af Danmark. Og Lars Lilholt blev manden, der fik sat den første festival i tre år i fuldt sving. Publikum skrålede med på “Kald det kærlighed” og smed armene i vejret på den folkekære sangers opfordring.
Efter mange operationer, har jeg fået livet tilbage.
Lars Lilholt, sanger
- Jeg synes, det var rigtig dejligt. Der kom mange mennesker, og de var glade, og vi var jo gode, mente Lars Lilholt efterfølgende.
Tæt på at dø
Den 69-årige musiker blev tidligere på året alvorligt syg. Han fik konstateret kræft, fik tarmslyng og løb også ind i blodpropper, corona og bughindebetændelse.
- Jeg var ved at dø, men jeg var heldig. Efter mange operationer har jeg fået livet tilbage, og den bedste genoptræning er sgu at spille for 10.000 mennesker, sagde han.
Lægerne gav ham lov at turnere igen fra juni, og til næste år kan Lilholt og band fejre 40 års jubilæum. Næste år er det samtidig 50 år siden, han selv begyndte at leve som professionel musiker.
Blå bog
Lars Lilholt Kristensen
- Født 14. marts 1953 i Herlev.
- Dansk sanger, violinist, guitarist, komponist og tekstforfatter.
- Bor i Gammel Ry nær Skanderborg.
- Har gennem 35 år udgivet 32 albums samt fire udgivelser med dansk folkemusik.
- Fik I 2020 Dansk musikerforbunds hæderspris for et fornemt livslangt virke. I 2021 fik han Musikkritikernes pris Steppeulven.
På vejen igen
Lars Lilholt er glad for at være tilbage på den Tønder Festival, som han senest spillede på i 1990’erne.
- Det er rigtig mange år siden, jeg har været her sidst, og så er det faktisk første gang, jeg spiller udendørs på Tønder Festival, sagde han og tilføjede:
- Jeg synes jo, at mit orkester hører hjemme på Tønder, fordi vi er det eneste danske pop-rock orkester, som har rødder i folkemusikken. Dem er der ikke mange af. Jeg synes bare, de skal booke os til næste år også, grinede han.
Nærmest udsolgt
Festivalen melder udsolgt af partoutbilletter til alle dage. Det er kun muligt at købe dagsbilletter til søndag.
Langt de fleste af festivaldeltagerne har skubbet deres billet fra 2020 til i år. Det drejer sig om 93 procent af billetindehaverne.
Indbyggertallet i Tønder stiger voldsomt under festivalen. Byens 7.500 indbyggere øges til det tredobbelte, når festivalpladsen er fuld af samtlige hjælpere og publikummer.