Juleby er åbnet i en ny og større version
Nye hytter og og endnu mere julebelysning skal i år få flere gæster til at lægge vejen forbi den traditionsrige juleby i Tønder, der lørdag igen slog dørene op for besøgende.
I mere end 30 år har Julebyen Tønder trukket lokale, tyske gæster og nye besøgende til grænsebyen i november og december.
Lørdag blev der igen skruet op for julebelysning og åbnet for salget i de små julehytter på torvet midt i Tønder.
I år er der mere at komme efter, for julemarkedet er blevet større, fortæller Gitte Nikolajsen, der er medlem af handelsstandsforeningens initiativ SAMMEN, som har til formål at samle byens borgere om forskellige initiativer, der kan bidrage til byens udvikling.
- Julebyen har eksisteret i mange år og været et sted, hvor der er kommet mange besøgende. Men de sidste år har julebyen ikke udviklet sig. Derfor har vi i visionsgruppen brugt noget krudt på at lave og designe en udvidelse, så vi i dag kunne åbne en ny version af julebyen, fortæller Gitte Nikolajsen.
Plads til små lokale producenter
Gruppen har blandt andet skaffet sponsorer, så der blev penge til at udvide med tre nye julehytter. Her er det tanken, at lokale småproducenter på skift skal sælge deres varer.
Jeg har aldrig set så mange mennesker i byen, som i dag
Gitte Nikolajsen, medlem af SAMMEN-initiativet i Tønder
- Julebyen holder åbent i seks uger, og i de tre nye julehytter er der plads til, at små producenter kan rotere. Så hvis man ikke kan tage alle seks uger, kan man skiftes til at sælge sine varer i en turnusordning, fortæller Gitte Nikolajsen og uddyber:
- Vi har for eksempel lavet aftale med en lille producent af stearinlys fra Løgumkloster. I en anden hytte vil der være en, der sælger suppe. Så det er små producenter fra området, der kan henvende sig til SAMMEN-initiativet og få en gratis plads i en julehytte, siger hun.
Til lørdagens åbningsfest havde rigtig mange mennesker heldigvis fundet vej til Tønder for at se på julemandsoptog og komme i julestemning.
- Jeg har aldrig set så mange mennesker i byen, som i dag. Der var flere 1000. Så lige nu er jeg gennemfrossen og gennemtræt, men meget glad, lyder det fra Gitte Nikolajsen.