Vildsvinehegn bliver ændret for at undgå at skade råvildt
Naturstyrelsen vil nu montere trådnet i toppen af vildsvinehegnet for at mindske skader på dyr, der springer over hegnet.
Et krondyr, der livløst hænger i vildsvinehegnet i sine bagben og hove. Det er hvad en video, der flittigt blev delt på sociale medier i lørdags, viser.
Naturstyrelsen har derfor nu valgt at gå i dialog med lokale lodsejere og jægere i Frøslev-området for at blive klogere på råvildtets færden i området.
- Ved at snakke med dem, der kender området, kan vi få en idé om, hvor det giver mening at ændre hegnet, siger Bent Rasmussen, skovrider i Naturstyrelsen Vadehavet og projektleder på projektet omkring vildsvinehegnet.
Jægeren, som lørdag dokumenterede, hvad han så, mente, at dyret havde kæmpet for at komme fri og endte med at dø af udmattelse. Krondyrets hove sad fast i hegnet, og derfor vil Naturstyrelsen undersøge mulighederne for at eftermontere et finmasket trådhegn på 60 centimeter nogle steder på det godt 70 kilometer lange hegn.
- Rådyr og krondyr vil ofte forsøge at komme over de samme steder. Derfor vi vil så hurtigt som muligt finde ud af, hvor på hegnsstrækningen vi kan gøre noget henne, siger Bent Rasmussen i dag til TV SYD.
Selvom at Naturstyrelsen gør en indsats for nu at tilgodese råvildtet, der springer over hegnet, understreger Bent Rasmussen, at hændelser som den i lørdags ikke kommer til at være den sidste.
- Det er klart, at det vækker stærke følelser, når man ser det. Men uanset hvor man bygger hegn, er der altid en risiko for, at vilde dyr kommer til skade. Det er den præmis, der er, når der bygges hegn, siger skovrideren.