Virtual reality hjælper Per tilbage til hverdagen efter hjerneblødning
For senhjerneskadet kan en indkøbstur i supermarkedet være en udfordring. Nu skal et nyt VR-projekt hjælpe borgere som Per Rything Larsen tilbage til tilværelsen.
Du går ind ad skydedøren og ser rækker af frugt, grønt, kød og mælk. Kasseapparatet bipper, en medarbejder remser tilbud op i højttalerne, og to kvinder snakker henover deres indkøbsvognene, mens et barn i vognen skriger utilfreds over sin tomme juicebrik.
For en person med en senhjerneskade kan en tur i supermarkedet være fuld af indtryk og en uoverskuelig opgave.
Et nyt virtual reality-projekt i Vejle Kommune skal nu hjælpe borgere med senhjerneskader som blodpropper eller hjerneblødninger med at træne hjernen, så de kan fungere bedre i hverdagen. Her skal borgerne gå rundt i et virtuelt supermarked og handle ind.
En af kursisterne, som har været på digital indkøbstur, er Per Rything Larsen fra Jelling, som er under udredning og genoptræning, efter han tilbage i marts fik en hjerneblødning.
- Når jeg går ind i en butik, så kan jeg ikke huske, hvorfor jeg er gået derind, og hvis jeg overhovedet får købt noget, så er det måske det forkerte. Det er ekstremt trættende, fortæller Per Rything Larsen til TV SYD.
Efter at have brugt seks timer over tre uger i supermarkedet, er Per Rything Larsen glad for øvelsen.
- Det er absolut interessant. Programmet behandler nogle af udfordringer, jeg har. At gå på indkøb og komme ud i verden, siger han.
Idéen med det virtuelle supermarked er ikke at træne hukommelsen, men at lære at sætte tempoet ned på tankerne hos de senhjerneskadet.
- Når du har fået en hjerneskade, så går du til verden med samme tempo som før, når du skal i gang igen, og det kan man bare ikke. Så fejler du og oplever, at du ikke lykkedes. Så hjælper det at gå ned i tempo, siger afdelingsleder Anne Mette Aalund Jakobsen i Center for Special- og voksenundervisning Vejle til TV SYD.
- Det er et rum, hvor man kan fejle, uden at det bliver træls eller pinligt.
Afdelingsleder Anne Mette Aalund Jakobsen i CSV Viden.
Og det er netop de kontrollerede forhold, som ifølge Anne Mette Aalund Jakobsen hjælper med at få succeser for kursisterne.
- Virtual Reality kan bare noget andet. Når borgerne er derinde, så har de oplevelsen af at stå i supermarkedet, men det er et rum, hvor man kan fejle, uden at det bliver træls eller pinligt, siger hun.
Anne Mette Aalund Jakobsen fik idéen til det virtuelle supermarked for nogle år tilbage og har udviklet programmet sammen med videnscenteret VIFIN i Vejle med støtte fra TrygFonden. Nu håber hun at kunne udbrede programmet til andre rehabiliteringstilbud og udbygge den virtuelle verden.
- Det kunne være ønsket med flere rum i supermarkedet, men for nogen er supermarkedet ikke det bedste rum. Mange af vores kursister er mænd, så det kunne også give mening at lave en virtuel garage, siger Anne Mette Aalund Jakobsen.