Spionchef har siddet fængslet i hemmelighed
Nye oplysninger i hemmelig sag om læk fra danske spiontjenester.
Chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste, Lars Findsen, der er fra Sønderborg, har siden 9. december siddet varetægtsfængslet i hemmelighed sigtet for at have lækket hemmelige og højt klassificerede oplysninger, der kan skade Danmarks sikkerhed eller forhold til fremmede magter.
Det kan TV 2 fortælle, efter Københavns Byret mandag har ophævet navneforbuddet i en kontroversiel sag om mystiske anholdelser og hjemsendte efterretningschefer, der frem til nu er behandlet under stor hemmelighed.
At Danmarks øverste chef for Forsvarets Efterretningstjeneste har været fængslet i en måned, mens en sag om lækager fra efterretningstjenesterne er blevet efterforsket, er en bombe under spiontjenestens virke og omdømme, potentielt skadeligt for nationen og ikke set tidligere.
Suspenderet på stedet
Lars Findsen har været fritaget for tjeneste siden august 2020, efter Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET) på baggrund af oplysninger fra en eller flere whistleblowere offentligt kritiserede, at Forsvarets Efterretningstjeneste uberettiget skulle have spioneret mod danske statsborgere.
Det skal være sket inden 2014, hvor tilsynet blev oprettet - men ifølge tilsynet var der helt frem til undersøgelsen fortsat risiko for, at danske statsborgere uretmæssigt er blevet overvåget.
Desuden mente tilsynet, at efterretningstjenesten har tilbageholdt oplysninger, så det var umuligt at monitorere, om Forsvarets Efterretningstjeneste sammen med Politiets Efterretningstjeneste overholder loven.
Forsvarsminister Trine Bramsen (S) reagerede ved at hjemsende Lars Findsen og to andre ledende medlemmer af Forsvarets Efterretningstjeneste, og dertil blev den tidligere chef for efterretningstjenesten, Thomas Ahrenkiel, senere departementschef i Forsvarsministeriet, fritaget for tjeneste.
FAKTA: Danmarks to spiontjenester
Danmark råder over to efterretningstjenester: Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).
FE hører under forsvarsministeren og er Danmarks udenrigs- og militære efterretningstjeneste, der har til opgave at overvåge, forebygge og modvirke trusler mod Danmark og danske interesser. FE’s arbejde retter sig mod udlandet og de områder, hvor efterretningstjenesten vurderer, at truslerne kommer fra.
PET hører under Justitsministeriet og Rigspolitiet og har til opgave at overvåge, forebygge og modvirke handlinger, som kan udgøre en fare for Danmarks selvstændighed og sikkerhed. Herunder terrorsager på dansk grund.
KILDE: TV 2
Hemmelig sag
Præcis hvad, Lars Findsen nu er sigtet for at skulle have gjort, står ikke klart, da han er fængslet bag dobbeltlukkede døre, og sigtelsen mod ham er afsagt i et lukket retsmøde.
Men sideløbende med at han 9. december 2021 blev fremstillet i grundlovsforhør i Dommervagten i København, udsendte Politiets Efterretningstjeneste en usædvanlig pressemeddelelse.
Heraf fremgår det, at i alt fire nuværende eller tidligere medarbejdere i Forsvarets Efterretningstjeneste og Politiets Efterretningstjeneste blev anholdt dagen forinden sigtet for blandt andet brud på Straffelovens paragraf 109 om at lække oplysninger fra efterretningstjenesterne, hvilket kan give op til 12 års fængsel.
Det fremgår ikke, om de påståede læk skal være sket til fremmede magter, danske medier eller noget helt tredje - ej heller om de fire anholdelser relaterer sig til samme sag om videregivelse af fortrolige oplysninger.
9. december blev tre mænd fremstillet i hver deres grundlovsforhør - heraf blev to varetægtsfængslet og én løsladt. Politiet løslod selv den ene af de fængslede efter otte dage, mens Lars Findsen frivilligt lod sin varetægtsfængsling forlænge frem til 10. januar.
Ny drejning i sagen
TV 2 har fået indsigt i retsbogen fra Lars Findsens grundlovsforhør, men da langt det meste af retsmødet foregik bag lukkede døre, består det meste af retsbogen af blanke sider.
Dog fremgår det, at statens forhold til fremmede magter eller særlige hensyn til disse magter gjorde, at retten valgte at afholde retsmødet i hemmelighed - samt at varetægtsfængslingen blev anset som nødvendig for at forhindre, at Lars Findsen på fri fod ville kunne vanskeliggøre efterforskningen af sagen navnlig ved at fjerne spor eller ved at advare eller påvirke andre.
Sagen tog imidlertid endnu en drejning få dage efter anholdelserne og den hemmelige fængsling af Lars Findsen, da en særlig kommission nedsat på baggrund af tilsynet TET's kritiske vurdering af Forsvarets Efterretningstjeneste frikendte efterretningstjenesten for væsentlige dele af den rejste kritik.
Læk fra PET og FE
I de senere år er der sket kendte læk fra PET og FE i forhold til følgende sager:
‘Operation Dunhammer’ hvor FE i 2015 afsluttede en intern hemmelig undersøgelse, der påviste, at den amerikanske efterretningstjeneste NSA havde udnyttet danske kabler til at spionere mod blandt andet statsledere i Danmarks nabolande.
Den danske statsborger, Ahmed Samsam, der blev anholdt i Spanien i 2017 og dømt for at have tilsluttet sig Islamisk Stat i Syrien - men selv har forklaret, at han handlede efter aftale og som agent for PET og FE.
Sagen om børn syriske fangelejre hvor regeringen i 2021 afviste at lytte til PET’s vurdering af, at sikkerhedsrisikoen ved at lade danske kvinder og børn blive siddende i syriske fangelejre overstiger risikoen ved at hente dem hjem.
KILDE: TV 2
Frikendt efter fængsling
Et af tilsynets kritikpunkter havde været, at efterretningstjenesten muligvis havde "igangsat operationelle aktiviteter" og indhentet og videregivet oplysninger om danske statsborgere, som var i strid med dansk lovgivning - men det var kommissionen ikke enig i.
- Kommissionen har ved sin undersøgelse fundet, at der ikke er grundlag for at antage, at FE generelt har indhentet og videregivet oplysninger om danske statsborgere i strid med loven, fremgår det sammenfattende i kommissionens beretning 13. december - fem dage efter anholdelserne.
Kommissionen havde heller ikke gennem sine undersøgelser fundet grund til at antage, at Forsvarets Efterretningstjeneste skulle have tilsidesat sine pligter i forhold til at informere ministre og tilsynet - og ikke mindst vurderede kommissionen, at de hjemsendte medarbejdere kunne vende tilbage til tjeneste.
- Det er glædeligt, sagde forsvarsadvokat Lars Kjeldsen, der var bisidder for Lars Findsen i forhold til kommissionens arbejde.
På det tidspunkt var Lars Findsen imidlertid varetægtsfængslet sigtet for at videregive hemmelige oplysninger - uden det er kendt, om der er tale om oplysninger omfattet af TET's og kommissionens undersøgelser - eller eventuelt oplysninger, der skal været lækket efterfølgende eller i andre sammenhænge.
Retsmødet om fortsat varetægtsfængsling af Lars Findsen forventes at vare det meste af mandag.