Esbjerg henter stort talent – aftalen er historisk
Den unge portugiser, Luciana Resende Rebelo, har fået en fireårig kontrakt med Team Esbjerg. Det er ikke set tidligere i den vestjyske klub.
I en pressemeddelelse omtaler Team Esbjerg hende som "et af Europas største backtalenter", og det er med al sandsynlighed derfor, at den 18-årige portugiser har fået en kontrakt til sommeren 2027.
I Team Esbjerg-sammenhæng er det en historisk aftale, skriver JyskeVestkysten. For aldrig tidligere i klubbens historie er en spiller blevet beriget med en fireårig aftale.
- Luciana er et stort talent, ja, et kæmpetalent, men hun er langt væk hjemmefra. Vi skal, ud over at gøre alt for at forløse hendes håndboldmæssige potentiale, få hende til at føle sig godt tilpas og integrere hende i vores kultur, siger cheftræner Jesper Jensen.
Afløser for skadet Tranborg
'Lucy', som hun vil blive kaldt i Esbjerg, er hentet til det vestjyske, fordi Mette Tranborg inden sæsonen blev ramt af en korsbåndsskade og ventes ude i lang tid.
- Vi har mistet en af verdens vigtigste håndboldspillere med en skade, og Luciana minder mere om Mette end vores anden højre back, Nora Mørk. Nu skal vi have gjort hende til et langtidsholdbart projekt, og jeg håber, at hun ved juletid kan begynde at tage over på banen, siger Jesper Jensen i pressemeddelelsen.
Luciana Resende Rebelo gjorde sig i den grad bemærket ved U19-EM i sommer. I Portugals semifinale mod Danmark scorede hun hele 14 mål – de første 9 mål i løbet af kampens første 18 minutter.
Jesper Jensens afløser i Esbjerg til sommer, svenske Tomas Axnér, så Rebelo i aktion i Rumænien, da Sverige var i gruppe med Portugal. Og Axnér kunne lide, hvad han så fra den 187 centimeter høje portugiser.
- Luciana har som andre unge spillere en del at arbejde med, men det er sjældent at se en venstrehåndsspiller med det potentiale, hun besidder.
- Trods sin unge alder tror jeg, at hun med sin spilforståelse og sit gode skud fra både luften og gulvet vil kunne hjælpe holdet i nogle kampe i Champions League og den danske liga allerede i denne sæson, siger Tomas Axnér i samme pressemeddelelse fra Esbjerg.
En drøm er gået i opfyldelse
For Luciana Resende Rebelo er en drøm nu gået i opfyldelse.
- Jeg havde ventet at skulle spille den nye sæson for Madeira, men jeg nåede kun at være der en måned, inden jeg fik denne store mulighed i Esbjerg.
- Jeg har længe haft en drøm om at spille i Danmark, fordi jeg godt kan lide jeres måde at spille håndbold på, og Esbjerg har de bedste spillere og er en god klub.
- Jeg ved, at det bliver hårdt at flytte væk fra mit hjemland og mine forældres støtte, men jeg vil gøre mit bedste for min klub, siger Luciana Resende Rebelo, der mødte sine nye holdkammerater første gang fredag.
Hun ventes at deltage i træningen fra den kommende uge.