Efter nervepirrende vådt døgn: Det var på nippet til at være for meget for storkeungerne
Det har været nogle barske uger for ungerne i Smedager, men nu bliver vejret forhåbentligt bedre.
Det kølige og våde vejr i maj har været hårdt for storkeungerne i Smedager. Indtil nu er to storkeunger i reden i Smedager døde.
Det er svært sige, om deres død skyldes sygdom eller det kolde vejr.
Det siger Jess Frederiksen, der er formand for foreningen Storkene.dk. Men en ting er sikkert, og det er, at regn og kulde ikke er godt for de små storkeunger.
Frygt gjort til skamme
- Det her vejr har været på nippet til at være for meget. I går, onsdag, havde vi frygtet, at det blev for meget, og at ungerne blev kolde og ville dø. Vi er overraskede over, at de har klaret det så godt og er livlige, siger Jess Frederiksen.
Onsdag var hunstorken i Smedager, Connie, væk i flere timer. Det skabte stor bekymring hos seerne.
Jess Frederiksen beroliger dog med, at der ikke var grund til panik. Fraværet skyldtes formentlig den heftige regn.
- Vi ved ikke, hvor hun var henne i går, men når storke bliver våde og underafkølede, så bliver deres vinger tunge, og de vil ikke kunne flyve. De vil derfor søge i læ, som hunstorken formentlig gjorde i går, siger han.
En hård måned
Maj måned har i den grad været våd og solfattig. Faktisk har der kun været fire dage, hvor termometeret har vist over 20 grader. Det er den 2. vådeste og 2. mest solfattige måned nogensinde ifølge DMI.
Når det regner og er køligt, så forsøger storkene ifølge Jess Frederiksen at undgå at rejse sig for meget i reden for at mindske risikoen for, at ungerne bliver våde og underafkølede.
Medvind fra vejrguderne
Vejrudsigten tyder dog på, at det i weekenden for alvor ser ud til, at det gode vejr kommer til Danmark med både varme og sol.
Ifølge formanden klarer storkeungerne sig rigtig godt lige nu.
Hvis vi får en klassisk dansk sommer med sol og byger, så jorden er fugtig og giver godt med orme, vil det være rigtig godt for dem.
- Der skal helst være et skifte mellem bagende varme og regnbyger, for at det er det optimale vejr for storkene og deres unger, siger han.
Ifølge formanden bliver det næste stykke tid forhåbentligt en bedre oplevelse - både for storke og seere.
- Det er trist og nedtrykkende at se på en stork, der er sjaskvåd, og som ligger stille i flere timer. Med det bedre vejr, håber vi på mere liv og optimisme, siger han.
Formanden håber derfor på, at det gode vejr stabiliserer sig i den kommende tid.
Der er nemlig også unger på vej i reden i Rens, hvor hunstorken Annika og magen Alfred ruger på æg.
- Det er virkelig vigtigt for dem, at vejret bliver bedre end her i maj måned, siger han.