Kærlighedserklæring til dronningen efter vagtskifte i Gråsten
Flere hundrede forventningsfulde danskere og udlændinge mødte fredag op på gårdspladsen ved Gråsten slot for at se vagtskifte – og især for at få et glimt af en elsket dronning.
- Jeg elsker hende!
Sådan lød den spontane reaktion fra Annemette Jensen efter at dronning Margrethe og prinsesse Benedikte kortvarigt trådte frem i døråbningen på Gråsten Slot og vinkede til de fremmødte ved vagtskiftet fredag middag.
Annemette Jensen havde taget turen fra Lintrup ved Ribe sammen med sin mand for at opleve dronningen og vagtskiftet.
Hun er en dejlig og dygtig dame for Danmark, og hele verden ser snart op til hende.
Annemette Jensen, pensionist, Lintrup
- Min søn, som er politimand, havde opfordret os til at tage hertil, og da vi kom frem, viste det sig, at han faktisk gik vagt her i dag. Så bliver man stolt, siger hun med et smil.
Og oplevelsen var ifølge Annemette Jensen og hendes mand turen på tværs af Sønderjylland værd:
- Hun er en dejlig og dygtig dame for Danmark, og hele verden ser snart op til hende.
Festligt når de kongelige er her
Det er tradition, at dronningen kommer ud og hilser på Den Kongelige Livgarde og de fremmødte tilskuere ved vagtskiftet, fredagen efter hun ankommer til slottet for at holde sommerferie.
Nogle år er hele familien dukket op i døråbningen sammen med dronningen.
I år var det dronningen og hendes søster, prinsesse Benedikte, der kom ud.
Vi har set vagtskiftet en gang før, og vi synes, det er festligt, at der foregår noget i byen, når de kongelige kommer her,
Marianne Nordenbæk, pensionist, Lintrup
Nøjagtigt sådan som Marianne og Jørgen Nordenbæk, som flyttede fra Fyn til Gråsten for halvandet år siden, havde håbet – og hørt rygter om.
- Vi har set vagtskiftet en gang før, og vi synes, det er festligt, at der foregår noget i byen, når de kongelige kommer her, siger Marianne Nordenbæk.
Fuld dronninge-plade for norsk dreng
Fra vagtskiftet gik i gang klokken 12 og til dronningen og prinsesse Benedikte kom ud, gik der næsten en halv time. I mellemtiden kunne de fremmødte se vagtskiftet og opleve Den Kongelige Livgarde give en kort koncert.
Når man nu er i Danmark – og det er jo ikke så ofte, det sker – så er det sjovt at se livgarden og dronningen.
Magnus Hodne, skolelev, Larvik, Norge
Udsigten til at se blandt andet livgarden var noget der trak skoleelev Magnus Hodne og hans familie fra Larvik i Norge til begivenheden.
- Når man nu er i Danmark – og det er jo ikke så ofte, det sker – så er det sjovt at se livgarden og dronningen. Ellers er der jo større chancer for, at jeg får den norske dronning at se, konstaterer han.
Magnus Hodne har dog aldrig set den norske dronning ”live”, men fredag gik ønsket om at se den danske dronning – og hendes livgarde under vagtskiftet i Gråsten, altså i opfyldelse.
Faktisk er det anden gang, Magnus Hodne ser dronningen.
- Jeg fik lov til at trykke hende i hånden, da hun ankom til Sønderborg med Dannebrog i tirsdags, siger han triumferende