Her på en mark står måske løsningen på landbrugets miljøproblemer
På en mark i Brædstrup står et pyrolyseanlæg, der kan omdanne kokasser, halm og andet landbrugsaffald til biokul og brændstof, der skulle kunne halvere landbrugets CO2-udledning.
Brædstrup er en by i den nordligste del af TV SYDs sendeområde.
Hjem for 3.736 sjæle, hele fire dagligvarebutikker og det store landskendte Hotel Pejsegården.
Og - muligvis - en by man i fremtiden vil kigge på og sige: "Det var der. Lige der at vi for alvorlig fik bugt med landbrugets CO2-udledning".
For i Brædstrup ligger et pyrolyseanlæg - det første af sin slags i hele verden.
Anlægget er bygget for at teste pyrolyse af affald fra landbruget.
Kort fortalt fungerer det på den måde, at man tager eksempelvis kolort eller planterester, og smider det ind i et pyrolyseanlæg. Det opvarmer materialet ved høje temperaturer, og ud af det kommer biogas-, bioolie- og -biokul.
- Vi er sikre på, at vi har fundet en metode til at tage kulstof ud af atmosfæren og lagre det billigt og effektivt, siger direktør Peter Nickelsen, Tiesdal, Give.
Ifølge beregninger fra DTU og Aarhus Universitet har SkyClean, der er udviklet af Givefirmaet Stiesdal, potentiale til at halvere dansk landbrugs store klimaaftryk på over ti millioner tons CO2 om året – svarende til en ca. en fjerdedel af de samlede danske udledninger.
Pyrolyse spiller en afgørende rolle i regeringens bud på, hvordan landbrugets CO2-udslip kan nedbringes.
Biogas og bioolie er kendte udvindinger af landbrugets affald. Det første kan give os fjernvarme, det andet kan vi bruge til transport.
Guldæg kræver politisk hjælp
Men det er biokullet, der er guldægget. For biokul kan binde CO2 ved at lægge det ned i jorden, og på den måde kan man undgå, at CO2en slipper ud i luften. Og så bliver jorden også mere frugtbar. Det virker som gødning.
Det er politikerne på Christiansborg, der kan gøre det økonomisk attraktivt at bygge pyrolyseanlæg - og Socialdemokratiets fødevareordfører Anders Kronborg, der er valgt i Esbjergkredsen, ser positivt på mulighederne.
- Pyrolyse har vores store opmærksomhed. Det er indlysende, at grøn omstilling også skal rumme et økonomisk incitament, siger Anders Kronborg.
Sådan virker SkyClean
Kernen i SkyClean er en pyrolyseproces, hvor organisk affald fra land- og skovbrug omdannes til biokul, gas og olie ved opvarmning til en høj temperatur, uden at der er ilt til stede.
Tørt plantemateriale indeholder typisk omkring 50 procent kulstof, som planterne har hentet fra atmosfæren i form af CO2.
I pyrolyseprocessen omdannes halvdelen af kulstoffet i affaldet til biokul, mens den anden halvdel bliver til olie og gas. Biokul er et stabilt materiale, som kun nedbrydes meget langsomt, og den halvdel af kulstoffet, der bliver til biokul, er dermed fjernet fra atmosfæren. Den halvdel af kulstoffet, der ikke bliver til biokul, kommer ud af pyrolyseprocessen som gas og olie.
Gassen kan bruges som brændsel i varmeforsyningen og i industrien, og olien kan raffineres til brændstof til transportsektoren – blandt andet til fly.
Kilde: Stiesdal Fuel Technologies A/S