Vand fra vandhanen skal stadig koges
Det er fortsat nødvendigt for borgere i Fredericia by at koge vand fra hanerne, inden de drikker det.
Det oplyser forsyningsselskabet Trefor i en pressemeddelelse.
En rutinemæssig test slog ud med et forhøjet bakterietal i vandet ved Kaltofte Vandtårn, og på den baggrund valgte Fredericia Kommune lørdag at anbefale, at man koger vandet, inden man drikker det og bruger det i madlavning.
En test onsdag har også vist for høje tal, lyder det fra vandforsyningschef i Trefor Vand Lars Skjerning.
- Vi har gennemgået vandtårnet uden at finde en klar årsag til problemet, og indtil videre må vi desværre forsat anbefale, at man koger vandet.
- Vi ved, at det er til stor gene for rigtig mange mennesker, og vi gør alt, hvad vi kan for at normalisere situationen hurtigst muligt, siger han.
Det er Fredericia Kommune og Styrelsen for Patientsikkerhed, der har besluttet at forlænge anbefalingen.
Kogeanbefalingen gælder både private og virksomheder i området inden for voldene i Fredericia fra Kongens Port til Danmarks Port. Det omfatter cirka 6200 husstande, virksomheder og offentlige institutioner.
Vandet skal koge i to minutter, før bakterierne er døde.
Kogeanbefalingen gælder til og med mandag den 15. januar. Her vil Trefor udsende en ny opdatering.