Vildsvinehegn blev 35 millioner kroner billigere: Brug pengene på at beskytte dyrene, siger jægere
Flere gange har jægere i grænselandet oplevet, at dyr skades eller dør ved mødet med vildsvinehegnet. Nu råber de op.
Flere jægere møder sørgelige syn langs vildsvinehegnet. I weekenden var det jæger Kenneth Steen Nielsen, der sammen med en kammerat opdagede et dyr i karambolage med hegnet: Denne gang et dødt krondyr.
- Jeg får sådan en klump i halsen, når jeg ser det, fortæller Kenneth Steen Nielsen til TV SYD.
Derfor mener han med en samling andre jægere, at vildsvinehegnet skal forbedres.
Brug besparelsen
Mandag den 2. december stod vildsvinehegnet færdigt efter 10 måneders arbejde, og regningen lød på 45 millioner kroner mindre end beregnet. De penge burde bruges på at sikre hegnet bedre, så dyrene ikke kommer til skade, mener Kenneth Steen Nielsen.
- Hvis pengene er sat af til hegnet, hvorfor så ikke bruge de resterende penge på at forbedre hegnet?
Han mener, der skal kigges på konstruktionen af hegnet. Maskerne, der er på højkant i hegnet, burde skulle ligge ned, så det var sværere for dyrene at få benene i klemme, og så foreslår Kenneth Steen Nielsen, at der skal tilføjes noget beskyttelse på toppen af hegnet, så dyrene kan glide af hegnet, når de forsøger at komme over.
Det forslag har TV SYD fremsat for Anders Kronborg (S), der er medlem af Miljø- og Fødevareudvalget og valgt i Sydjyllands Storkreds. Han forstår godt jægernes frustration:
- Det er nogle triste billeder, og hvis fagekspertise på nogen måde mener, der kan gøres et eller andet, så er jeg åben for jægernes forslag.
Folketingsmedlemmet foreslår jægerne, at sende deres idéer ind til Miljø- og Fødevareudvalget.
WWF afventer svar på klage
Selvom Kenneth Steen Nielsen selv dræber vilde dyr, er fundene i vildsvinehegnet noget helt andet:
- Man kan jo se, at dyret har lidt i timer, dage, eller hvor længe det har kæmpet, forklarer jægeren:
- Det er simpelthen dødt af udmattelse. Det er grotesk, at det foregår.
Det er Verdensnaturfonden (WWF) enig i. Den 14. oktober fortalte vi her på TV SYD, at fonden havde sendt en klage til Bern-konventionen, som beskytter vilde dyr og deres levesteder, over vildsvinehegnet, fordi det volder skade på de vilde dyr.
Thor Hjarsen, der er seniorbiolog ved WWF og som underskrev klagen, fortæller til TV SYD, at fonden har fået en bekræftelse på, at klagen er i behandlingen, men at der ingen tidshorisont er for, hvornår de får svar på klagen.