Se video: Kvinde undviger spøgelsesbilist i sidste øjeblik
Der er sjældent, det sker. Men når det gør, så kan mødet med en spøgelsesbilist være fatalt. For Anne Udby fra Vejle skete det for nyligt på motorvejen ved Give.
Det var en sen majaften. Klokken var omkring 23, og tusmørket havde lagt sig over motorvejen. Kun de sidste rester af dagslys hang stadig lavt over horisonten.
Anne Udby var på vej fra Vejle mod Lemvig, mens en guirlande af lys fra modkørende biler nærmede sig i aftenmørket.
Der gik faktisk lang tid, før jeg indså, at det var en spøgelsesbilist
Anne Udby
Hun havde ingen mulighed for at vide, at én af dem var en spøgelsesbilist med kurs direkte mod hende.
Et farligt fænomen som vi ifølge Vejdirektoratet skal lære at leve med.
Læs mere her:
Noget så helt forkert ud
Følelsen fra den aften sidder stadig i kroppen, når Anne Udby fortæller om det.
- Jeg trak ud i god tid for at overhale en lastbil, siger hun.
Pludselig så hun, at de forlygter, der kom imod hende, ikke befandt sig ovre på den anden side af autoværnet mellem kørebanerne.
- Der var et eller andet, der så helt forkert ud. Men der gik faktisk lang tid, før jeg indså, at det var en spøgelsesbilist, siger hun.
I sidste øjeblik nåede hun at trække ind bag den lastbil, hun var ved at overhale.
- Hvis jeg rodede med radioen eller fandt noget at drikke i to sekunder, eller hvis jeg bare var lidt længere fremme i min overhaling af lastbilen, så havde jeg ikke kunnet gøre noget. Så havde vi ikke haft den her samtale lige nu, for så var jeg død på stedet, siger hun.
To sekunder mellem liv og død
På en videooptagelse kan man se, at hun er to sekunder fra et sammenstød. Et sammenstød der kunne have involveret de to biler i overhalingsbanen plus den Tesla bagved, der optager hele scenariet med et side- og et frontkamera. Det var Anne Udbys ven, Casper Thomsen, der kørte bagefter i Teslaen.
På videoen kan man også se, at spøgelsesbilisten satte farten ned og trak ud mod autoværnet, da vedkommende passerede Anne Udby og Casper Thomsens biler.
Bagved var flere biler på vej mod spøgelsesbilen. Imens filmer frontkameraet, hvordan Anne Udby – tilsyneladende upåvirket – genoptager sin overhaling og kører videre.
Totalt i chok
Men hun var langt fra upåvirket.
- Jeg var totalt i chok bagefter. Jeg fik tunnelsyn og rystede og var nødt til at køre af motorvejen for at få noget luft for at kunne køre videre. Det var en fuldstændigt sindssyg oplevelse, fortæller hun.
Faktisk var hun så chokeret, at hun overså Give-afkørslen. Først 10 kilometer senere, da hun når til Brande S, kører hun af.
Det er simpelthen ikke rigtigt, at vedkommende stadig skal have lov til at køre bil
Anne Udby
At dømme efter videooptagelserne har spøgelsesbilisten som minimum kørt de samme ti kilometer i den forkerte side af motorvejen.
Uopklaret hos politiet trods video
Bagefter kontaktede en chokeret Casper Thomsen Sydøstjyllands Politi og tilbød optagelserne fra sin bil. Hos politiet fik han at vide, at han ikke var den første, der havde ringet.
Sydøstjyllands Politi bekræfter, at de har undersøgt sagen, og skriver i en mail til TV SYD:
- Det er på baggrund af vidneforklaringer og andet bevismateriale ikke lykkedes at finde frem til føreren af den pågældende bil, og Sydøstjyllands Politi henlægger derfor sagen.
Sagen er altså uopklaret, selvom to kameraer optog episoden.
Frygteligt at personen kører videre
Anne Udby ærgrer sig over, at det ikke lykkedes Sydøstjyllands Politi at finde spøgelsesbilisten.
- Jeg tænker, at det er superærgerligt – og ærgerligt dækker det overhovedet ikke – at den person, der kører som spøgelsesbilist på motorvejen på den der måde, tilsyneladende overhovedet ikke har nogen idé om, at vedkommende kører på en motorvej. Det er simpelthen ikke rigtigt, at vedkommende stadig skal have lov til at køre bil, siger hun.
Dyrt og svært at sikre sig
Hos Vejdirektoratet har man længe afprøvet forskellige tiltag i et forsøg på at få antallet af spøgelsesbilister ned, og det er faldet med cirka en tredjedel, efter der er blevet sat stop-skilte op i 60 centimeters højde ved alle frakørselsramper på motorvejene.
Der er generelt lidt færre rapporterede tilfælde af spøgelsesbilister, viser Vejdirektoratets tal herunder.
Men teknologiske løsninger har hidtil vist sig at være alt for dyre både i etablering og vedligehold. Det vil koste mange millioner kroner, hvis alle cirka 400 frakørsler skal have for eksempel advarselslamper.
- Vi kan nok ikke komme ret meget længere. Det er svært, fordi vi ikke ved, hvor de kører ned, og fordi erfaringen, man har samlet sammen over årene, er, at cirka halvdelen vender nede på motorvejen.
Kør bil når du kører bil blev pludselig vigtigt
Nærved-mødet med sin egen død satte tankerne i gang hos Anne Udby. Særligt hvilken forskel få sekunder gør.
- De her to sekunder er forskellen på liv eller død – og det er vitterligt to sekunder, hvor man bare lige har rodet lidt med radioen eller roder efter noget at drikke eller spise, siger hun og fortsætter:
- Når jeg kører på motorvej og overhaler, kigger jeg længere frem, end jeg ellers tidligere har gjort. Jeg var ude at køre på motorvejen forleden, hvor der var sket et uheld i den modsatte retning. En bil lå på taget - krøllet sammen - og der holdt tre ambulancer. Tårerne begyndte bare at trille ned ad kinderne på mig, fordi jeg blev mindet om, at det kunne have været mig, der lå der.