Richard Østerballe havde en aftale med elefanten, Baba. En aftale som han fik brug for, da elefanten en dag satte sig for at bryde ud.

Helt grøn i hovedet kom en medarbejder susende ind på kontoret og råbte:

- Elefanterne løber ud.

Først troede Richard Østerballe ikke sine egne ører, for i så fald kunne det blive livsfarligt for både ansatte og gæster i Givskud Zoo.

Han vidste, at skræmte elefanter kunne finde på at tromle ind over og trampe alt ned på sin vej. Følte de sig truede eller ophidsede, kunne de endda gå målrettet efter at slå ihjel.

På vej mod elefanternes anlæg måtte Richard Østerballe sætte i løb. Ganske rigtigt var elefanten ved at splitte indhegningen ad.

Gennem tremmerne i porten havde den fået øje på en slamsuger. En ni tons tung maskine der med sin snabel-lignende slange så ud som en anden hanelefant og dermed en konkurrent.

- Baba, æble, råbte Richard Østerballe, og straks løsnede elefanten sit greb om porten og vraltede hen til ham.

- Han vidste, at hver gang jeg kom på besøg i hans anlæg, havde jeg et æble med til ham.

Det var deres aftale.

Nu, hvor Richard Østerballe har valgt at gå på pension i forbindelse med sin 65 års fødselsdag i maj, træder aftalen med elefanten frem blandt adskillige minder som et eksempel på, hvordan arbejdet med dyr i fangenskab kan være kompliceret.

Egentligt har han aldrig ment, at dyr bør holdes indespærret, men i 33 år har ét argument betydet, at han er blevet ved i Givskud Zoo.

Ikke en frimærkesamling

Grundlæggeren af Givskud Zoo hed Jacob Hansen. Han havde tidligere drevet traditionelle zoologiske haver med eksotiske dyr bag tremmer, men med Givskud havde han andre planer.

Rundt om i Europa havde han set safariparker med fritgående løver, og derfor var han overbevist om, at Danmark skulle have sin første af slagsen i Givskud.

Det tog tid at overbevise myndighederne om det nye koncept, men den 12. august 1969 havde Jacob Hansen de nødvendige tilladelser til at åbne for gæster, som i deres egne biler kunne køre rundt blandt parkens 33 løver.

Med netop de store anlæg præsenterede Givskud en alternativ måde at holde dyr i fangenskab på.

Som uddannet biolog mente Richard Østerballe, at det var fundamentalt forkert at holde dyr bag tremmer, men konceptet med de store anlæg i safariparken prikkede alligevel til hans skepsis, da han i 1991 blev tilbudt en stilling i Givskud.

- Historisk har det for zoologiske haver verden over handlet om at have flest mulige dyr ligesom med en frimærkesamling, men i Givskud er formålet i stedet formidling, forskning og bevaring, hvilket man kan opnå med langt færre dyr og dermed under nogle bedre forhold, siger Richard Østerballe, som med det argument valgte at takke ja til jobbet som zoolog i parken.

Mener du, at det dermed er forsvarligt at holde dyr i fangenskab?

- Min holdning er, at dyrene hører til ude i naturen, men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at hvis vi arbejder intenst og fagligt professionelt, kan vi sagtens skabe gode forhold for nogle dyr i fangenskab, og dem, vi ikke kan skabe de rette forhold for, skal vi ikke have i fangenskab, svarer Richard Østerballe og pointerer, at det blandt andet er årsagen til, at der de seneste år er blevet færre og færre dyr i Givskud.

Direktør for dyrenes skyld

Da Richard Østerballe overtog jobbet som direktør i 2002, var det ikke for at sidde på et kontor eller deltage i receptioner.

Egentlig tiltalte jobbet ham ikke, for han hadede slips og bonede gulve, men endnu engang blev det hensynet til dyrene, der vandt.

- Jeg har flyttet meget store mængder sten og beton og haft en finger med i spillet på alle anlæg i parken, fordi det havde betydning for, hvilke dyr jeg kunne forsvare at have i fangenskab hos os, forklarer han og uddyber de kriterier, som han altid har arbejdet efter:

- Et enormt vigtigt kriterium er, at vi kun har dyr, som trives i det danske klima og kan være udendørs, for jeg synes ikke, det er i orden at have dyr, som skal være spærret inde i for eksempel et tropehus eller et kunstigt køleskab hele dets liv.

I hans optik er formålet med en zoologisk have at formidle, forske og bevare truede arter. Særligt sidstnævnte har år for år optaget mere af hans tid og er blevet endnu et argument for at holde dyr i fangenskab.

- Truslen mod nogle arter er så store ude i naturen, og netop derfor mener jeg, at det berettiger os til at have dem her i parken, så vi kan bidrage til at bevare dem, forklarer Richard Østerballe og uddyber, at det blandt andet gælder skovantilopen bongoen, som Givskud har 12 af.

Naturligt lever de i tætte skove i Afrika omkring ækvator, men da der ikke er meget tilbage af den slags skove, er bongoen ekstremt truet, og i 2007 blev det estimeret, at der var mellem 75 og 140 individer tilbage i naturen.

For at bidrage til bevaringsarbejdet mener Richard Østerballe ikke, at Zoologiske anlæg behøver have samme bestand af forskellige dyr, som mange af dem lige nu har, og han har derfor en klar opfordring:

- Udvælg de dyr, der egner sig bedst til at være i fangenskab, og lad dem være ambassadører for deres vilde slægtninge.

Det er en opfordring, som han har stor tiltro til, at den nye direktør i Givskud Zoo vil efterleve, nu hvor Richard Østerballe i forbindelse med sin 65 års fødselsdag i maj 2024 har valgt at gå på pension.