Sådan skal 3.200 patienter gøre efter lægekonkurs
De 3.200 patienter, som er tilknyttet den konkursramte praksis i Ølgod, har alle modtaget information fra regionen om, hvordan de skal forholde sig her og nu.
Hvis man er en af de berørte patienter i den konkursramte lægeklinik i Ølgod og får akut brug for lægehjælp, skal man kontakte en af de andre lægepraksisser i området, oplyser Region Syddanmark til TV SYD.
Planlagte og ikke-akutte lægebesøg må derfor udskydes lidt. Regionen arbejder på løsninger, som skal løse problemstillingen med, at 3.200 patienter ikke har deres egen læge.
En af løsningerne kunne være at etablere en akut, midlertidig regionsklinik. En anden mulighed er, at den konkursramte praksis bliver solgt til en anden læge.
På længere sigt skal der etableres et permanent tilbud i Ølgod. For eksempel ved at regionen opretter en regionsklinik.