Først syede de en førertrøje på 900 kvadratmeter, og så blev deres største ønske opfyldt
500 meter gult stof er blevet til verdens største gule førertrøje. 13 piger fra Bredagerskolen står bag kreationen, som de havde et helt særligt ønske med, da Tour de France kom forbi.
Den gule førertrøje er med sine 20 gange 30 meter verdens største og ligger - efter stor dedikation og hårdt arbejde ved symaskinerne - nu endelig og breder sig over 900 kvadratmeter nær Fårup Sø syd for Jelling.
Endelig er den færdigt og ligger der, hvor en masse mennesker kan kigge på den. Det er vildt fedt og også lidt overvældende
Astrid Lehn Damsbo, elev på Bredagerskolen, Jelling
- Jeg håber, at den bliver anerkendt. At den bliver vist fra helikopteren, og folk tænker, det er godt gået. Det er et stort projekt, som vi godt kan være stolte af, siger Astrid Lehn Damsbo søndag formiddag, da hun var i gang med at lægge trøjen ud på græsset.
Ønsket blev opfyldt
Klokken 13.31 ankom rytterne til Jelling, hvor de cyklede igennem bymidten ved højene.
Da de få minutter senere nærmede sig Fårup Sø, kunne tv-seerne først nyde synet af Engelsholm Højskole, inden helikopteren fløj over søen og opfyldte Astrid Lehn Damsbos ønske.
Frem på skærmen tonede først en lille gul plet, men som helikopteren fløj nærmere, stod den gule trøje tydeligt frem på tv-skærmen.
Overvældende at være færdig
500 meter gult stof er blevet brugt til at kreere trøjen, og de 13 piger har foruden en smule hjælp fra en lærer syet langt de fleste meter selv.
Derfor var det med stor tilfredshed, at Astrid Lehn Damsbo med hammer og pløkker kunne brede trøjen ud på græsset.
- Det er jo vildt fedt at se det færdige produkt, som vi har brugt så lang tid på. Endelig er den færdig og ligger der, hvor en masse mennesker kan kigge på den. Det er vildt fedt og også lidt overvældende, fortæller hun og tilføjer, at hun foruden at have skærpet sine evner ved symaskinen også har fået nye venskaber med fra arbejdet med trøjen.
- Det var vildt hyggeligt, fordi vi fik et sammenhold, og så fik vi nogle forbindelser på tværs af vores klasser, som vi måske ikke ville have fået, hvis vi ikke var en del af det her projekt.
Fortælling om Harald Blåtand
På trøjen er Bredagerskolens navn og logo i øverste højre hjørne. I midten står der Vive Le Tour, og øverst til venstre er der en QR-kode.
Hensigten med QR-koden er, at alverdens cykelfans kan tage et foto af tv-skærmen og bruge koden til at komme ind på en historiefortælling, som skolens 4. årgang har lavet.
Her kan man høre om Jellingkongerne og forbindelsen mellem kong Harald Blåtand og det internationale Bluetooth-symbol, der som bekendt er runerne for H og B smeltet sammen.
Eleverne har planer om at indsende trøjen til Guinness World Records, så den også helt officielt kan blive verdens største førertrøje.