Regeringen vil tage penge fra store uddannelsessteder og give til mindre
Med en ny taxameterordning vil regeringen omfordele støtte fra store skoler til mindre skoler i udkantsområder.
Manøvren skal modvirke udviklingen mod uddannelsesørkener i landdistriktsområder.
Det fortæller uddannelses- og børneminister Mattias Tesfaye (S) og minister for by-, land og kirkeområdet Morten Dahlin (V).
Udkantstilskuddet vil de forhøje til 3,8 millioner kroner per institution.
Dertil skal taxameterpengene til uddannelserne omfordeles, så institutioner med over 700 elever vil modtage et lavere tilskud, mens mindre institutioner får et større.
Ministrene fremhæver, at skoler som Silkeborg Gymnasium og Roskilde Katedralskole står til et tab i tilskud svarende til henholdsvis seks og fem procent.
Samtidig vil Frederikshavn Handelsskole og Vestfyns Gymnasium få en samlet tilskudsstigning på omkring henholdsvis 11 og otte procent.