Grænsen kan lukkes på få timer, men parti frygter, at den ikke klarer ny flygtningekrise
I dag var første dag med den nye grænsekontrol. DF'er frygter, at man ikke er gearet til en mulig flygtningestrøm. Ifølge ekspert er det dog ikke sandsynligt, som situationen ser ud nu.
Opdatering; Artiklen er lørdag den 13. maj opdateret med en skriftlig udtalelse fra Stefan Seidler, der er forbundsdagsmedlem for det danske mindretal i Tyskland, Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW).
Fredag 12. maj trådte Regeringens nye forlængelse af den midlertidige grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse i kraft.
Denne gang var der ikke kun tale om forlængelse. Der var også flere ændringer på bordet.
Der vil blandt andet blive foretaget færre kontroller ved grænsen. Det betyder blandt andet, at politiet fremover ikke vil være fast til stede ved de tre grænseovergange i Kruså, Padborg og Frøslev.
- Vi har jo på den ene side et hensyn til Danmarks sikkerhed. Det er det vigtigste og årsagen til, at vi forlænger. Samtidig vil vi også gøre det nemt for pendlere i grænselandet. Det er derfor vi har lavet den nye grænsekontrol på den her måde, fortæller folketingsmedlem Christian Rabjerg Madsen (S), der er valgt til Folketinget i Sydjyllands Storkreds.
Den nye måde at føre grænsekontrol på, vækker dog ikke glæde hos Peter Kofod og Dansk Folkeparti.
- Jeg synes, det er et enormt svigt. Tiden kalder på det modsatte, da vi ser et stigende antal immigranter søge ind i Europa i den her tid. Vi er på vej mod en rekord siden migrationskrisen i 2015, siger Peter Kofod.
Ifølge Christian Rabjerg Madsen er man dog gearet til at håndtere det, hvis der skulle opstå sådan en situation.
- Da vi meldte den nye grænsekontrol ud, kunne vi også fortælle, at vi har et beredskab, der kan lukke grænsen på få timer. Det er med henblik på, hvis der går hul på Europa, siger han.
Tror ikke på ny flygtningekrise lige foreløbigt
Hans Lucht er seniorforsker med speciale i migration hos Dansk Institut for Internationale Studier.
Ifølge ham tyder det ikke på, at vi i den nærmeste fremtid får en situation, der skulle minde om de store flygtningestrømme op gennem Europa i 2015.
- Umiddelbart kommer der ikke en ny flygtningestrøm over Middelhavet. De mennesker, der lige nu er i Nordafrika og vil over Middelhavet er arbejdsmigranter. De kommer for at finde et arbejde, og det vil umiddelbart være lettere for dem i landbruget og på fabrikker i Syditalien og Spanien, fortæller Hans Lucht.
Krigen i Sudan er i øjeblikket årsag til, at mange flygter til det nordlige Afrika. Han tror dog ikke på, at alle vil tage turen til Europa.
- Folk, der flygter fra krig, vil typisk tænke sig om, inden de tager den farlige og dyre tur over Middelhavet, siger han og fortsætter:
- Jeg kan ikke udelukke, at der senere kommer et pres, men lige nu er Danmark ikke i den sværeste situation med hensyn til flygtninge.
Droner og nummerpladescannere
Når der nu bliver afsat færre ressourcer til kontrol ved selve grænsen, er det for at man i stedet øger fokus på flere patruljer i grænseområdet. Derudover vil man i fremtiden bruge droner og nummerpladescannere.
- Vi har haft mulighed for at omlægge ressourcerne, så vi kan lave en stærkere indsats mod grænseoverskridende kriminalitet med de her tekniske løsninger, fortæller Christian Rabjerg Madsen.
Står det til Peter Kofod, er det dog ikke et spørgsmål om enten eller. Ifølge ham burde man både have permanent kontrol ved grænsen samt nummerpladescannere
- Det her er noget, der bekymrer mig. Det er godt, at der står betjente ved vores grænser, og at der er noget politifaglighed. Det kan nummerpladescannere ikke ændre noget ved, fortæller han.
Begejstring syd for grænsen
I Tyskland vækker det begejstring, at grænsen mellem Danmark og Tyskland nu bliver lettere at passere.
- Det er glæder mig at sidde i Berlin og få beskeder og se billeder hjemmefra med ubemandede kontrolposter og færre bump ved grænsen. Det er godt, at den danske regering udviser politisk vilje til forandring. Det er en etapesejr for os i grænselandet, og det viser, at vores politiske arbejde virker efter hensigten, siger Stefan Seidler, der er forbundsdagsmedlem for det danske mindretal i Tyskland, Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW) i en skriftlig udtalelse til TV SYD.
- SSWs mål er og bliver dog helt klart, at den juridisk tvivlsomme grænsekontrol skal afskaffes helt. Den danske justitsministers udtalelser om usikkerheden omkring lovligheden af grænsekontrollens forlængelse viser endnu en gang, at vores holdning er den rigtige. Schengen betyder fri bevægelighed for folk i Europa. Det vi står fast på at forsvare, siger Stefan Seidler.