Flere syd- og sønderjyske vindere i Skills 2023
Syd- og Sønderjylland er velrepræsenteret på listen af vindere ved dette års DM i Skills, der bliver afholdt i MesseC i Fredericia.
Konkret er der seks elever med tilknytning til Syd- og Sønderjylland på vinderlisten.
Der er tale om automattekniker Christoffer Christensen, der kommer fra Vejle og går på Syddansk Erhvervsskole og er tilknyttet Schur Technology i Horsens. Christoffer er i øvrigt i dag færdig som elev.
Said Baba Mokhtar, der er tilknyttet Danish Crown i Horsens, har vundet i kategorien 'slagter'. Han vandt i øvrigt også sidste år.
Malte Heering Surrow, der er tilknyttet Special-Snedkeriet ApS i Vejen har vundet i kategorien 'maskinsnedker' for andet år i træk.
Andreas Balleby Hansen fra Horsens tog gevinsten i kategorien 'grafisk tekniker'. Han er til dagligt tilknyttet Horsens-afdelingen af virksomheden Stibo.
Desuden har Chris Grønbæk vundet i kategorien 'tagdækker'. Han går på Learnmark i Horsens.
Som rosinen i den regionale pølseende har Jonas Yde Petersen nappet sejren i kategorien 'autolakerer'. Jonas har læreplads hos Erling Høi-Nielsen A/S i Rødekro.