Fængselsdom til hundehandler blev fejret med champagne
Monika Grahl fra Kolding købte tidligere på året en hundehvalp af en nu fængselsdømt mand. Hun glæder sig over, at manden nu er dømt.
Mandag er der faldet dom i en stor sag om ulovlig import af hundehvalpe, hvor flere end 100 hvalpe af racen fransk bulldog ulovligt blev smuglet ind i Danmark fra Polen.
Tre mænd i 50'erne fra henholdsvis Kolding, Gram og Nordborg blevet dømt i sagen, som mandag blev afgjort ved Retten i Kolding.
Retten har afgjort, at den ene af mændene - en mand på 52 år - skal idømmes seks måneders ubetinget fængsel. Den 56-årige mand er blevet idømt fire måneders fængsel, mens den 59-årige mand har fået en bøde på 100.000 kroner.
Monika Grahl fra Kolding købte i starten af 2021 en hvalp af den nu dømte 52-årige mand. En hvalp der viste sig at være syg af infektionen Giardia, og som Monika efter ni dage fik aflivet på grund af flere sygdomme, der efter hvalpens død blev fundet.
Selvom hun ikke selv er en del af sagen, som kun omfatter perioden 2018 og 2019, så er hun alligevel glad for dommen.
- I dag fejrer vi, at der er faldet dom i en lang sag, som vi har ventet på længe, lyder det fra Monika Grahl.
Hun har dog en civil sag kørende mod 52-årige mand, hvor hun ønsker at få penge tilbage for hvalpen og de udgifter, som fulgte med den. Desuden håber hun, at anklagemyndigheden også vil tage hendes sag op.
Hver gang, der bliver lagt nogle penge, så bliver der investeret i nye, så de her hvalpefabrikker bliver holdt i gang.
Monika Grahl, Hedensted
For hende er det vigtigt, at der bliver sendt et stærkt signal til både hvalpekøberne, men også til folk der måtte overveje at gøre en ulovlig forretning ud af de såkaldte hvalpefabrikker.
- Vi ved jo, at for hver gang, der bliver lagt nogle penge, så bliver der investeret i nye, så de her hvalpefabrikker bliver holdt i gang. Jeg arbejder sammen med andre om at bekæmpe det her, så der kommer noget mere fokus på det, siger hun.
Er det ikke lidt for meget at sidde og drikke champagne over, at der er faldet dom i en sag, som du ikke selv er en del af?
- Nej, det synes jeg ikke. Det kan godt være, at jeg ikke selv er en del af sagen. Men jeg kæmper for en mulig ny sag, fordi jeg selv har købt hund af den mand, der er kendt skyldig i dag. Så jeg mener bestemt, at vi har noget at fejre, siger Monika Grahl.
Det her ville have været en rigtig lukrativ forretning for de tiltalte, hvis ikke sagen var blevet optrevlet
Lone Petri, specialanklager, Sydøstjyllands Politi
Anklageren er tilfreds med dommen
Specialanklager ved Sydøstjyllands Politi, Lone Petri, har været anklager i sagen, som er blevet efterforsket af den nyligt oprettede dyreenhed ved Sydøstjyllands Politi.
- Vi er rigtig godt tilfredse med dommen. Da vi gik ind i den her sag, var der mig bekendt ikke nogen lignende praksis, som vi kunne læne os op ad. Vi har lagt vægt på, at det har båret præg af at være organiseret kriminalitet, der er foregået over længere tid af personer i forening med et stort udbytte. Derfor mente vi, at det skulle koste en frihedsstraf, og det er vi glade for, at retten har vurderet på samme måde, lyder det fra Lone Petri.
Gennem Den Specialiserede Dyreenheds efterforskning har anklagemyndigheden kunnet bevise, at mændene har opnået et stort økonomisk udbytte af den ulovlige handel. Det har ført til, at der er blevet konfiskeret i alt 650.000 kroner fra de tre mænd - fordelt på manden fra Kolding og manden fra Nordborg, der af anklagemyndigheden anses som hovedmændene.
- På grund af det meget grundige arbejde, der er foretaget i dyreenheden, har vi kunnet bevise, at de tiltalte har opnået et udbytte på 6.000 kroner per solgt hvalp. Det her ville have været en rigtig lukrativ forretning for de tiltalte, hvis ikke sagen var blevet optrevlet, så det er rigtig tilfredsstillende, at det her udbytte er blevet konfiskeret, siger Lone Petri.
At han skulle have et halvt års fængsel er skudt langt over målet i og med, at der ikke tidligere er givet fængselsdomme for lignende overtrædelser.
Ole Bjørn Christensen, forsvarsadvokat, Kolding
Forsvarsadvokater: Dommene er for hårde
Forsvarsadvokaterne for de tre dømte mænd mener alle, at dommene er for hårde.
Ole Bjørn Christensen er forsvarsadvokat for den 52-årige mand fra Kolding. Med henvisning til at der ikke har været lignende sager, mener han, at straffen på et halvt års fængsel er for hård.
- Jeg er lidt overrasket - ikke over at min klient er dømt, men at han skulle have et halvt års fængsel er skudt langt over målet i og med, at der ikke tidligere er givet fængselsdomme for lignende overtrædelser, siger Ole Bjørn Christensen.
Forsvareren for den 56-årige mand fra Nordborg, der er idømt fire måneders fængsel i sagen, mener også, at dommen er for hård.
- Vi finder, at han er dømt for mere, end han burde være dømt for, og derfor har vi udbedt os betænkningstid i forhold til, om vi vil anke dommen. Jeg havde ikke forventet, at han gik straffri, men en bødestraf, mener vi, havde været rimelig, siger forsvarsadvokat Stephan Ravn Berg.
Den 59-årige mand fra Gram fik en bødestraf. Men forsvarsadvokaten har svært ved at se, hvordan retten er kommet frem til beløbet.
- Jeg er meget overrasket over dommen. Jeg er meget tilfreds med, at de har dømt ham for de forhold, som han har erkendt, og frifundet ham for alle de andre forhold. Det er mere straffen, jeg undrer mig over. En bøde på 100.000 kroner undrer mig, hvordan den er blevet så høj, siger Nicolai Berg, der er forsvarsadvokat for den 59-årige mand fra Gram. Sammen vil de nu overveje, om de ønsker at anke dommen.