Borgere får sendt nye beredskabsråd som digital post
Der er ingen grund til at "fare ud i panik" og købe ind efter nye beredskabsråd, siger Beredskabsstyrelsen.
De nye hjemmeberedskabsråd fra Beredskabsstyrelsen vil blive sendt til alle borgere, som har digital post.
Det siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) på et pressemøde om de nye anbefalinger lørdag under Folkemødet på Bornholm.
Foldere med rådene vil også være tilgængelige på offentlige institutioner som eksempelvis biblioteker, lyder det.
- Så ser vi på efter sommerferien, om man skal lave en decideret husstandsomdeling til alle borgere i Danmark, siger Troels Lund Poulsen.
Han slår flere gange fast, at der ikke er en direkte militær trussel mod Danmark.
- Danmark er grundlæggende et trygt og sikkert land, siger han.
Derfor er der heller ikke grund til at "fare ud i panik" og købe ind til sit hjemmeberedskab, lyder det fra Beredskabsstyrelsens direktør, Laila Reenberg.
- Når man alligevel er ude at købe ind, så kan man stille og roligt fylde op i sit lager, siger Laila Reenberg.
Hun påpeger også, at rådene er vejledende, og at de blandt andet er blevet udarbejdet efter "stigende efterspørgsel fra borgerne".