Endnu en unge i storkereden er død
Der er nu to levende unger tilbage i Smedager. Eksperter frygter, at ungerne har fået en sygdom, som kan smitte de to tilbageværende.
Natten til tirsdag er endnu en storkeunge i Smedager død. Det betyder, at halvdelen af de udklækkede unger nu er døde.
Det faktum er ikke gået ubemærket hen. Siden natten til tirsdag er indbakken hos storkene.dk og hos TV SYD fyldt med meldingen om den nu anden døde storkeunge.
- Der er mange, der skriver ind omkring deres bekymringer for ungerne. Vi skal dog huske på, at det er naturens gang. Nu har vi kamera på, så kan vi se det, men det foregår også alle andre steder, fortæller Jess Frederiksen fra Storkene.dk
Frygter sygdom
Ifølge Storkene.dk mangler ungerne umiddelbart ikke føde. Det vurderer de ud fra, at forældrene har fodret ungerne med masser af orm.
- Vi ved ikke, hvorfor de to unger er omkommet. De mangler nemlig ikke føde. Vi mistænker, at det kan være en sygdom. I en storkerede i Tyskland så de, at ungerne havde en infektion. Hvis ungerne i Smedager er døde af en infektion, kan det have bredt sig til de to andre Jeg mistænker ikke, at der er gift i området eller noget i deres foder. Jeg vurderer derfor, at sygdom nok er det mest sandsynlige, forklarer Jess Frederiksen.
- Vi håber, at de to levende ikke har sygdom eller får det. Den ene unge ser meget livlig ud, det er gode tegn. Nu er der også færre næb at mætte. Maden bliver derfor ikke noget problem fra nu af, tilføjer han.
Ungerne skal obduceres
I en tysk storkerede døde tre storkeunger hurtigt efter udklækning. Her blev ungerne efterfølgende obduceret.
- De fandt sygdom i ungerne, det vil vi også gerne vide, om ungerne i Smedager har. Vi vil ikke op og tage de to afdøde storkeunger ned nu, da de to andre overlevende skal have ro. Hvis alle var omkommet, ville vi hente dem ned og få dem obduceret, fortæller Jess Frederiksen.
Ifølge Jess Frederiksen bliver de næste par dage meget afgørende. Som det er nu, tror han dog ikke, at der er noget at frygte.
- Dyrlæge Bjarne er orienteret og vil komme med sit bud snarest. Uanset hvad så er det gået meget hurtigt, og symptomerne ser ud til at være ens for de to storke, skriver Storkene.dk på deres facebookside.
Endnu et æg i reden
Sammen med de to levende unger ligger også et æg. Det er ikke afskrevet endnu, fortæller Jess Frederiksen.
- Der bliver fortsat varmet på ægget. Der er over en uge fra første til sidste æg, så det vil være naturligt, at det ikke er udklækket endnu. Kommer der ikke en unge inden torsdag-fredag, så er der formentlig ikke noget i ægget, fortæller han.
Ikke unormalt
Clyde og den nye tyske hunstork har ruget ungerne ud. Det er dog ikke unormalt eller unaturligt, at det ikke er alle unger, som klarer sig, forklarer Storkene.dk.
- Det er trist. Det er godt og skidt med kamera på storkene. Når alt går godt, er det naturligvis skønt det hele. Men man må tage oplevelser som disse med. Det er vilde fugle, der lever i naturen, og så kan den slags ske.
Ungens død kommer blot få dage efter, at den senest udklækkede unge døde.