Kommune vil tale om skolelukninger efter besparelser
Stigende udgifter betyder, at Sønderborg Kommune tirsdag vil diskutere besparelser på skolestrukturen. Og det kan komme til at betyde skolelukninger.
- Det er trist, at vi står i en situation, hvor vi skal drøfte skolelukninger. Men med det udgiftspres vi har oplevet bl.a. inden for Børne- og Uddannelsesudvalgets område, og som forventes at fortsætte de kommende år, så er det en bunden opgave pålagt af et samlet byråd, siger Jesper Smaling (S), der er formand for Børne- og Uddannelsesudvalget.
Besparelserne er blevet godkendt af byrådet, dog med kravet om at besparelser på skolestruktur Sønderborg City overgår til budgetforhandlingerne.
Der skal spares, da man forventer en stigning i antallet af komplekse og udgiftstunge anbringelser samt et øget behov for brug af pladser på sikrede institutioner. Derudover er der sket en stigning i antallet af børn og unge anbragt efter afgørelser i Ungdomskriminalitetsnævnet, som kommunen skal følge.
De to opstillede scenarier, der skal diskuteres, er lukning af Ahlmann-Skolen og Humlehøj-Skolen. Børne- og Uddannelsesudvalget mødes den 26. september, hvor notatet vil blive fremlagt.