Sommerhusejer var slet ikke forberedt på ny oversvømmelse
Anne-Marie Eriksen var ikke forberedt på, at store vandmængder endnu engang skulle oversvømme sommerhuset ved Bjørnsknude.
Men efter gårsdagens enorme regnmængder, samt voldsomme blæst, er sommerhuset nord for Juelsminde fuld af vand.
Det er ingenting ved siden af det her
Anne-Marie Eriksen, sommerhusejer
Selv har hun svært ved at finde ord for situationen.
- Jeg har det ad helvede til, lyder det grædefærdigt.
- Det vejr, der har været her de sidste par dage, det har jo overskygget alt ved den storm, vi havde i oktober, som var varslet i flere dage i forvejen. Det er ingenting ved siden af det her, siger Anne-Marie Eriksen.
Regner ikke med forsikring
Håndværkere var ellers gået i gang med at udbedre skaderne fra i fjor. Der var planer om gulvvarme og luft-til-vand varmepumpe. Men nu går planerne i en helt anden retning.
For vandet er ikke kun faldet fra oven og kommet ind fra havet. Grundvand er også piblet ind, fordi jorden er så mættet af vand.
- Vi skal nok have huset hævet. Og så håber vi på, at kommunen og staten vil hjælpe os med at få kystsikringen op at stå. Nu har de snakket om den i så mange år, siger Anne-Marie Eriksen.
- Nu er det altså nu, lyder det fra den frustrerede sommerhusejer.
Hun regner ikke med at få erstatning.
- Vandstanden var 95 centimeter over daglig vande denne gang. Men det er ikke nok, siger hun.