Forsvarets samlinger ser frem mod markeringen af NATOs jubilæum
Hæren, flyvevåbnet, flåden, beredskabet og politiet står klar til at præsentere danskerne for fortiden, nutiden og fremtiden, når jubilæumsmessen begynder fredag.
Fra fredag kan nysgerrige komme helt tæt på en af flådens fregatter, opleve det nye f-35 kampfly i luften eller gå på opdagelse i hærens første pansrede mandskabsvogn, når markeringen af 75-året for forsvarsalliancen NATO går i gang.
Både messecenteret Messe C og Fredericia Havn lægger plads til folkefesten, som foreningen Folk og Sikkerhed står bag.
Nogle af dem, som ser frem til at vise en del af forsvarets historie, er byens telegrafhistoriske samling, som stiller klar med et udsnit af det firhjulede materiel.
- Det her var faktisk den første pansrede mandskabsvogn, vi fik i det danske forsvar. En GMC, der også går under navnet mosegris. Det er fordi, den altid graver sig ned, og ikke er til at få op igen, smiler pensioneret generalmajor Ib Johannes Bager, der tidligere var regimentschef i det daværende telegrafregiment.
For generalmajoren er det en vigtig markering af forsvarsalliancen, der foregår i weekenden.
- Det betyder rigtig meget. Jeg har været i forsvaret i 40 år, og NATO er vores fælles garant, vores fælles forsikringspræmie. Jeg har gjort tjeneste i NATO ad flere omgange i udlandet, og det store internationale broderskab af professionelle soldater holder livet igennem, siger han.
Den telegrafhistoriske samling, som er nogle af de mange, der stiller klar med et kig ind i forsvaret fra fredag, er også et sted, hvor de mange veteraner kan finde en fælles interesse og hjælpe hinanden.
- Dét, at leve i forsvaret, er en livsstil. Når man bliver pensioneret, så har man mulighed for at kunne videreføre den livsstil, hvis man har lyst. Og så giver det mig også mulighed for at gøre noget for de af regimentets kammerater, som havde det værst efter missionerne. Nogle af dem er faktisk ansat hos os i dag som flexmedarbejdere, hvilket vi er rigtig glade for, siger Ib Johannes Bager.
Totalforsvarsmessen åbner fredag klokken 9 og slutter søndag klokken 16.