Sammenhæng mellem forurening og ALS-sygdom skal undersøges igen
Forskere indledte undersøgelser af sygdom i Grindsted efter nye tilfælde af nervesygdommen ALS.
Et enigt regionsråd har mandag aften besluttet igen at undersøge sundhed og sygdom blandt borgere i Grindsted efter de flere årtier gamle sager om forurening i byen.
Det skriver Region Syddanmark i en pressemeddelelse.
Man følger dermed den anbefaling, som en udvidet forskergruppe kom med i begyndelsen af året.
- Vi igangsatte den oprindelige sundhedsundersøgelse, fordi vi tager bekymringerne for sundheden blandt nuværende og tidligere borgere i Grindsted alvorligt, siger regionsrådsformand Stephanie Lose (S) i meddelelsen.
- Efter et grundigt arbejde er den udvidede forskergruppe - i kølvandet på nye oplysninger og kritik af den oprindelige undersøgelse - kommet frem til anbefalinger om yderligere undersøgelser, og den anbefaling følger vi naturligvis.
Flere tilfælde af sygdommen ALS
Den seneste runde forskerundersøgelser blev indledt, efter at regionen blev gjort opmærksom på nye tilfælde af nervesygdommen ALS.
Det gav tvivl om, hvorvidt der alligevel var øget sygdom blandt indbyggerne efter forurening fra blandt andet det tidligere Grindstedværk.
Tidligere har forskerne undersøgt, om der var en øget sygdomsforekomst blandt borgerne. Men det var ikke tilfældet, mente man.
Tre undersøgelser mere skal dog give et endnu bredere billede af forekomsten af sygdom i Grindsted.
Resultaterne af undersøgelserne ventes klar omkring årsskiftet 2023-2024.
Den ene undersøgelse handler om sygdomsforekomst blandt borgere i Grindsted, en anden om sundhedsrisikoen for borgere i byen og en sidste om de sundhedsmæssige konsekvenser af forureningen.
Mange borgere i området nær den såkaldte generationsforurening ved det tidligere Grindstedværk har været utrygge.
Området indeholder tusindvis af kubikmeter forurenet jord. Det stammer blandt andet fra spildevand og affald fra værket.
Det dumpede frem til 1962 store mængder tungmetaller, medicinalprodukter og opløsningsmidler i den såkaldte banegrav i Grindsted, og udledte op i 1970'erne store mængder kviksølv til Grindsted Å og til den kunstige sø Engsøen.