Borgmester i pengemangel er optimistisk efter møde med Løhde
Fanø Kommune står til at miste en fjerdedel af deres budget i 2024 og ser ind i et økonomisk sammenbrud. I dag mødtes borgmesteren så med indenrigsministeren på Christiansborg.
Torsdag kunne TV SYD fortælle, at Fanø står til at miste 13,5 millioner kroner i 2024. Det skyldes, at regeringen har lavet nye regler for grundskyld, som træder i kraft til næste år.
De millioner kan Fanø Kommune på ingen måde grave frem, mener øens borgmester, Frank Jensen (RV).
I dag drog han derfor med en delegation til Christiansborg for at holde møde med indenrigsminister Sophie Løhde (V) om en økonomisk håndsrækning.
- Jeg synes, det gik godt. Sophie Løhde var meget lyttende og forstående over for det problem, vi står med, sagde Frank Jensen efter mødet på Christiansborg.
Turen til storbyen har dog ikke endnu affødt en økonomisk gevinst.
- Hun har ikke givet mig en pose penge med hjem, sådan fungerer det jo ikke. Og hun kunne ikke love noget. Men vi holder kontakten, sagde Frank Jensen.
Skal mødes igen
Indenrigsministeren afventer de endelige tal på ejendomsvurderingerne fra Skatteministeriet. Når de oplysninger kommer om en uges tid, skal Frank Jensen igen mødes med indenrigsministeren.
Borgmesteren er derfor optimistisk på øens vegne efter dagens møde.
- Sophie Løhde har sagt, at det her problem helt sikkert er inden for radaren på hendes lystavle. Hun er helt med på, at det er kommet til os helt uforskyldt, og det skal vi selvfølgelig prøve at løse, sagde Frank Jensen.
Indenrigsministeren har ikke villet kommentere konkret på Fanøs situation. Men før mødet med Fanøs borgmester sagde Sophie Løhde følgende:
- I regeringen er vi meget optagede af den række kommuner, som er økonomisk vanskeligt stillet. Derfor har vi ekstraordinært valgt at forhøje satsen i tilskudspuljen med 350 millioner kroner mere, så der nu i alt skal udmøntes knap 735 millioner kroner.
- Jeg er derfor travlt optaget af at gå i dialog med de kommuner, som har ansøgt om at få del i puljen, lød det fra indenrigsminister Sophie Løhde, der også i dag har holdt møde med andre borgmestre.
Fanø bliver hårdest ramt
Fanø Kommune bliver allerhårdest ramt af de nye regler på boligbeskatning. Kommunen står til at miste 4.000 kr. pr. borger i 2024. Den kommune, der står til at miste næstmest på baggrund af de nye regler, er Læsø Kommune. De står til at miste 700 kr. pr. borger.
- De penge har vi ikke mulighed for at række op nogle andre steder fra. Ingen kommuner kan lave besparelser i det størrelsesforhold fra det ene år til det andet, sagde Frank Jensen.
Han mener, at der måske kan være tale om en fejl i den nye model. For selvom beløbet i kroner og øre ikke lyder af meget, så er beløbet enormt i forhold til kommunens borgere, påpeger borgmesteren.