Speciel ret rives væk til tronskiftedag - rygtet siger, den var den gamle konges livret
Forudbestillinger på 'Kong Fiddes Livret' vælter ind på flere restauranter i Sønderjylland forud for tronskiftet på søndag. Retten siges af være opfundet på Gråsten Slot til kong Frederik den 9.
På Folkhjem i Aabenraa har de fredag formiddag fundet de store kødgryder frem.
De har nemlig modtaget 350 bestillinger á tre liter på 'Kong Fiddes Livret' til afhentning søndag formiddag. Flere bestillinger kan være på vej, fortæller Folkehjems forpagter, Frank Carstensen.
Det svarer til mad til mere end 2.000 mennesker, som vil nyde retten i forbindelse med, at dronning Margrethe overdrager tronen til sønnen Frederik søndag den 14. januar.
- Det er langt, langt flere bestillinger, end vi overhovedet har regnet med, fortæller Frank Carstensen.
Historien om 'Kong Fiddes Livret'
Fortællingen er, at Kong Frederik den 9. ofte fik denne ret serveret under sine besøg på Gråsten Slot, der ligger ved Sønderborg. Retten skulle være udviklet af en ansat i køkkenet på det sønderjyske slot.
Opskriften findes både med svinekød og oksekød, men den originale skulle være lavet med oksekød.
Kong Frederik den 9. var konge fra 1947 til 1972, gift med Dronning Ingrid og far til den afgående dronning Margrethe.
'Fidde' er det sønderjyske kælenavn for Frederik.
Han har bestilt 350 kilo oksekød af udskæringen flankesteak hjem til at lave den sammenkogte ret af.
Han er ikke selv sønderjyde, men det er hans kone Anette Carstensen. Hun kendte historien om 'Kong Fiddes Livret' og fik ham overtalt til, at de skulle lave retten som take away i forbindelse med den historiske begivenhed.
- Hun var overbevist om, at folk ville være glade for at kunne nyde retten hjemme ved skærmen i forbindelse med tronskiftet på søndag, og der fik hun ret igen, griner Frank Carstensen.
Opskrift på Kong Fiddes Livret
To personer
300 gram afpudset oksemørbrad eller flanke steak
1 løg
50 gram smør
1 tsk. karry
1 tsk. paprika
to spsk. tomatketchup eller koncentrat
2.5 dl piskefløde
1 spsk. engelsk sauce
Tilbehør: Løg pillet og hakket i små stykker, to hakkede hårdkogte æg,100 gram syltede rødbeder, kogte kartofler samt pommes frites.
Kilde: Alletiders Kogebog
Populær er retten i hvert fald på Sønderborg- og Aabenraaegnen.
Kongens livret måske opfundet på Gråsten Slot
'Kong Fiddes Livret' går for at være Margrethes far, kong Frederik den 9.s, livret. Angiveligt skulle den være opfundet af en kok eller medarbejder på Gråsten Slot, og som kongen skulle have nydt, når han opholdt sig på slottet.
Særligt populær skulle den have været på middagsbordet den 11. marts, som var Kong Frederik den 9. fødselsdag.
Historien fortaber sig i det uvisse
Om den var den gamle, nu afdøde, konges livret, og om den er opfundet på slottet i Gråsten, det står ifølge madhistoriker og museumsinspektør ved Det Grønne Museum, Bettina Buhl, hen i det uvisse.
- Jeg har simpelthen ikke kunnet verificere, om historien om 'Kong Fiddes Livret' er rigtig. Der er ingen kilder, der angiver, at det forholder sig sådan. Det fortaber sig simpelthen i tågerne, hvornår retten skulle være opfundet, og om den skulle have været særligt populær hos kongen, fortæller hun.
Men Bettina Buhl forstår dog godt, at retten er populær.
- Det er en sammenkogt ret, som blev meget moderne at lave i de danske hjem i løbet af 1960'erne og 1970'erne, hvor danskernes velstand voksede. Retten består primært af masser kød - okse- eller svinekød, løg, tomatpuré og de den gang ret så eksotiske krydderier paprika og karry - det hele kogt sammen og så tilsat masser af fløde.
Kong Frederik levede fra 1899 til 1972 og blev konge af Danmark i 1947. Retten kunne godt have tiltalt den gamle sømandskonge, som var dronning Margrethes far.
- Han var sømand og dermed med stor sandsynlighed vant til også at spise mad som sammenkogte retter, som let laves i kabyssen på et skib. Så måske kendte han retten og holdt af at spise den, selvom jeg ikke kan finde belæg for det nogen steder, siger Bettina Buhl.
8,2 ton oksekød til livretten på bare ét år
På Restaurant Colosseum i Sønderborg er 'Kong Fiddes Livret' på menukortet året rundt. Det er en utroligt populær ret, fortæller Ali Moussa, der er restaurantens nuværende ejer. Han arbejdede også på stedet som helt ung, før han uddannede sig som kok.
- Retten har været på menukortet siden 1995, det ved jeg med sikkerhed fra den tidligere ejer.
Alene sidste år lavede Ali Moussa og hans team 22.786 portioner Kong Fiddes Livret af 8,2 ton oksekød - det svarer til 66 serveringer hver dag året rundt.
- Jeg har prøvet at grave i historien, men jeg kan ikke finde ud af, hvem der har opfundet retten. Måske var det en trendy kok eller medarbejder på Gråsten Slot, som historien lyder. Men uanset hvad, så elsker folk den her ret - også de udenlandske turister.
Ali Moussa fortæller, at han laver retten fra bunden. Ifølge ham er der ingen lette løsninger, når kongens livret skal tilberedes.
- Vi laver alt selv. Kødet, der er en flankesteak-udskæring, braiserer i tre timer, der koges fond til sovsen, vi sylter selv rødbeder og agurker, vi laver dressinger, remoulade og dips. På den måde kan vi tilpasse det rettens fedme.
I dag serveres Kong Fiddes Livret ofte med pomfritter. Også på Colosseum. Om det har været sådan altid, er også uvist.
- Pomfritter, tror jeg, er kommet til med cafékulturen. Hvis retten er gammel, så har det ikke været noget, som har været serveret til i begyndelsen. Det har nok mere været kartofler, kartoffelmos eller måske ris, spår Ali Moussa.
En overvejelse, som madhistoriker Bettina Buhl er enig i.
- De sammenkogte retter tilbage i 1960'erne og 1970'erne blev oftest serveret med kartofler eller en mos. Men pomfritterne falder meget godt i tråd med danskernes brug af kartofler, så det undrer mig ikke, de også serveres med retten.
Populær ret den 14. januar
Om historien om 'Kong Fiddes Livret' er sand eller ej, så betyder det ikke noget for sønderjyders lyst til at spise lige netop dén ret søndag den 14. januar.
Udover Folkehjem i Aabenraa og restaurant Colosseum i Sønderborg så sælger golfrestauranten ved Uge også retten som take away. I Gråsten har Restaurant Ankers den på menuen som take away, det samme har byens SuperBrugs.
TV SYD har rakt ud til kongehuset og Gråsten Slot for at få be- eller afkræftet historien. Det var ikke ikke muligt at få en kommentar før redaktionens deadline.