Nederlag gav Grindsted-spiller lyst til at smadre mange ting
Med ti minutter tilbage havde Grindsted en føring på to mål mod GOG.
Overraskelsen lurede længe, men Grindsted-spillerne måtte alligevel gå meget skuffede fra banen.
I fredagens opgør mod GOG var oprykkerne sprængfarlige med energi, hvilket gav problemer for gæsterne kampen igennem. Men på trods af en tomålsføring med ti minutter tilbage tabte Grindsted med 30-32.
Frustrationerne var tydelige hos hjemmeholdet efter kampen og især hos Kristian Krag Ørsted, der flåede i sin trøje. Med god grund.
- Jeg kunne smadre ret mange ting lige nu. Vi er så tæt på.
- Det er nogle rigtig dyre tekniske fejl til sidst, hvor vi bare taber bolden, siger han til TV 2 Sport.
Udover dumme tekniske fejl savnede Ørsted lidt mere medvind fra dommerne.
- Jeg vil ikke skyde skylden på dommerne, fordi de er sikkert gode nok mange af dem, men jeg synes, at de får lidt mange straffekast i forhold til den anden ende, men det er ikke der, vi taber kampen.
Skal ikke være nemt i Grindsted
Tekniske fejl og manglende rutine blev udslagsgivende, medgiver Ørsted, men alligevel kan oprykkerne tage rigtig mange ting med sig fra nederlaget.
Især hjemmebanen skal udnyttes fremadrettet.
- Det giver selvfølgelig en masse, fordi det viser, at vi kan være med mod de bedste hold i Danmark.
- Og så skal vi også bare have bevist, at det aldrig er sjovt at komme og spille i Grindsted. Det skal være et svært sted at tage nogen point, så det må vi bare fortsætte med, lyder det fra Kristian Krag Ørsted.
Grindsted har fortsat sin første sejr til gode efter de to første kampe i sæsonen.