Vejlefans spiller drømmekamp - mod Vejle
Tirsdag aften løber en flok vejlensere fra Aarhus ind på Vejle Stadion.
Det begyndte med en badeferie. Tirsdag aften kulminerer et fabelagtigt fodboldeventyr med et historisk "lokalopgør" på Vejle Stadion.
- For ni år siden var vi en håndfuld gutter på Mallorca. Vi var alle flyttet fra Vejle til Aarhus for at studere, og vi kom til at snakke om, at det kunne være fedt at spille noget fodbold sammen. Så da vi kom hjem, ringede vi til venner og bekendte fra Vejle-området, og så lavede vi et lukket hold, fortæller Mathias Balleby Carlsen.
Vi skal møde Vejle!
Han er holdleder for TST Fodbold med base i Tilst, og han er ekspert i oprykningsfester. Det lukkede hold har aldrig set sig tilbage og ligger nu i Jyllandsserien. Men den helt store kamp er i aften, hvor de, af alle hold, skal møde superligaholdet Vejle Boldklub.
Jeg har haft sæsonkort til Vejle Stadion i mange år, og nu skal vi selv møde dem
Mathias Balleby Carlsen, holdleder for TST Fodbold
- Det er så vildt, at det er svært at beskrive. Vi sad i klubhuset og fejrede, at vi sensationelt havde slået 3. divisionsklubben Næsby ud af pokalturneringen. Så fulgte vi lodtrækningen til næste runde på en storskærm, og så råbte og skreg vi "det er Vejle, vi skal møde Vejle!". Mange af os jer har jo set mange Vejle-kampe på stadion, jeg har haft sæsonkort til Vejle Stadion i mange år, og nu skal vi selv møde dem, siger Mathias Balleby Carlsen.
I videoen her kan du se, hvordan TST-spillerne reagerede på lodtrækningen.
Pokalfinale i Vejle
Spillerne kan synge med på Malte Eberts sang "Dø for Vejle", som er en hyldest til Vejle Boldklub, og som bliver spillet hver gang, TST Fodbold vinder en kamp. Og det gør de tit.
Al logik siger dog, at de taber klart til superligaholdet. Men drømmelodtrækninger giver plads til drømme. Alle fodboldfans kender klicheerne om, at bolden er rund, og engang vandt jyllandsserieholdet Skagen over Brøndby, så ...
Det her er vores pokalfinale
Mathias Balleby Carlsen, holdleder, TST Fodbold
- Jeg tør ikke at gætte på resultatet, og vi har ikke en målsætning. Vi vil kæmpe til det sidste, uanset hvad stillingen er, og det bliver en kæmpestor oplevelse uanset hvad. Det her er vores "pokalfinale", siger Mathias Balleby Carlsen.