Efterskoleelever får professionelt esporthold i ryggen
Eleverne i faget esport på Ølgod Efterskole får nu mulighed for professionel coaching, da skolen netop har indgået et samarbejde med esportholdet Mouz i Hamborg.
Mouz, der går for at være et af verdens dygtigste esportfirmaer i Counter-Strike (CS) beliggende i Hamborg, bliver tilknyttet Ølgod Efterskole.
Her skal de hjælpe de unge talenter og skabe bro mellem uddannelse og den professionel esport.
Det bekræfter Jytte Aggeboe, der er forstander på efterskolen, som har tre esporthold med i alt 15 spillere.
- Pædagogisk kan sådan et samarbejde udfordre de unge, der spiller Counter-Strike på højt niveau. Her kan de udover at blive dygtigere til at spille, også skal lære om samarbejde, om at motivere sig selv og andre, og ikke mindst om fordybelse, lyder det fra forstanderen.
Det er Mouz, der ifølge Jytte Aggebo, har rakt ud til efterskolen om et samarbejde.
- De tre hold, der spiller hos os, er højtrangerende CS-spillere, og deres lærer her på skolen, Jacob Sommer, har også et godt ry i dén verden, så vi er glade for samarbejdet.
Mouz skriver i en pressemeddelelse på X, at de håber, at nogle af eleverne vil spille sig op til at kunne spille på deres akademihold, som udvikler unge talenter til at spille CS professionelt.
- Det bliver meget spændende, da Mouz har haft nogle af de dygtigste talenthold i verden, så det ser jeg meget frem til, siger Jacob Sommer.
- Vi har allerede her søndag eftermiddag haft besøg af deres talentudvikler fra Hamborg, og meningen er, at Mouz besøger os to gange her i efteråret, og planen er også, at vi skal til Hamborg med eleverne et par gange her i 2024.
— MOUZ (@mousesports) September 4, 2024