Eksplosion ved kemishow – mor til tre: Der var blod og glasskår over alt
Fire er kommet til skade efter en eksplosion ved et kemishow på Tønder Bibliotek.
Det oplyser vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands politi, Sune Loklindt, til TV 2.
En voksen er kommet alvorligt til skade, og derudover er tre børn også kommet til skade, fortæller han.
Personen, der kom alvorligt til skade var med til at udføre showet. Vedkommende blev bragt til behandling på Aabenraa Sygehus. Der er tale om en 22-årig mand, der er kemistuderende ved Aalborg Universitet. Han er uden for livsfare.
De tre børn er kommet lettere til skade. To af børnene er kørt til behandling på sygehus. Det tredje barn havde mindre skader, der ikke var behandlingskrævende.
I alt var 40 personer til stede. Forældre til alle tilskadekomne børn er underrettet, oplyser kommunikationschef i Tønder Kommune, Ulrik Pedersen.
Vidner kan få krisepsykologhjælp
Tønder Kommune har iværksat deres beredskabsplan.
- Alle, der har været tilstede ved showet, kan få krisehjælp, og man skal henvende sig til leder af kulturinstitutionerne i Tønder Kommune, Henrik Thaysen, siger Ulrik Pedersen.
Her skal man kontakte Henrik Thaysen på mobil 20 55 02 65.
Mor og to børn sad i børnebiblioteket
Thyra Frisk Carstensen skulle have været med til kemishowet sammen med sine to børn på seks og otte år, men da de ikke havde fået billetter, gik de i stedet på børnebiblioteket.
Her hørte de pludselig eksplosionen efterfulgt af skrig.
- Ude på trappen så vi flere af de tilskadekomne, og det virkede voldsomt, fortæller Thyra Frisk Carstensen til TV SYD.
Ifølge Thyra Frisk Carstensen kom både politi og redning hurtigt til stedet.
- Der kom meget hurtigt ro på det hele, og biblioteket reagerede også hurtigt på situationen.
Mor og tre børn så, da det gik galt
En mor til tre, som ikke ønsker sit navn frem, så hele showet med sine tre børn mellem fem og ti år. De er alle rystede over den voldsomme oplevelse.
- Lige da eksplosionen skete, var der glasskår og blod over alt. Vi havde glasskår i hår og sko, og nogle af børnene havde også blod på sig, som ikke var deres eget.
Kvinden fortæller, at ingen af dem kom til skade, og at de hurtigt skyndte sig ind i nogle nærliggende lokaler for at give plads til redningsmandskabet og ambulancer og for at få børnene væk fra kaosset.
- Vi ventede til de ansatte på biblioteket og politiet kunne hjælpe os, og så blev vi ledt ud ad bagdøren.
Eksplosionen skete i væske
Nikolaj Hølmkjær, der er vicepolitiinspektør ved Syd- og Sønderjyllands Politi, fortæller til TV 2, at eksplosionen skete i en kemisk væske, der var i et glas.
- Det er glasset, der har givet skaderne, siger han.
Hvad der nærmere er gået galt, siden eksplosionen skete, er fortsat uvist.
- Vi har ikke kunnet klarlægge endnu, hvad der er gået galt, siger han, men tilføjer, at man sammen med Arbejdstilsynet fortsat arbejder på at klarlægge omstændighederne.
I en pressemeddelelse oplyser politiet, at et ekspertberedskab har undersøgt stedet, og der er ikke farlige kemikalier på biblioteket.
- Vi er lige nu (lørdag klokken 17.30 red.) ved de sidste undersøgelser og sikring af stedet. Efterfølgende skal der gøres rent, og det bliver også her til aften, fortæller Lasse Jensen, der er indsatsleder ved Syd- og Sønderjyllands Politi, til TV SYD.
Kemishow fra Aalborg Universitet
På Tønder Biblioteks hjemmeside fremgår det, at lørdagens arrangement var et kemishow fra Aalborg Universitet.
Showet er ifølge beskrivelsen "fyldt med ild, bang, flotte farver, kemiske reaktioner og lærerig viden for både store og små".
Det fremgår derudover af Aalborg Universitets hjemmeside, at showet består af studerende, som læser enten kemi, kemiteknologi, bioteknologi eller miljøvidenskab på tredje til tiende semester.
Universitetet skriver, at der er tale om show "baseret på spektakulære og fascinerende reaktioner mellem hverdagens kemikalier".
Som et eksempel nævnes blandt andet, hvordan rødkål kan anvendes som pH-indikator.