Blitzuge afslørede masser af fartsyndere
Uge 40 bliver en dyr fornøjelse for 364 bilister.
Det er ikke kun på Tøndervej i Aabenraa, at bilisterne kører alt for hurtigt. Syd- og Sønderjyllands Politi har målt hastigheder på fire strækninger i hele uge 40 - og der er i alt 364 hilsner på vej til fartglade bilister.
Politiet har målt i ikke færre end 20 timer ad gangen på såkaldte fokusstrækninger - altså strækninger, hvor der traditionelt bliver kørt for hurtigt.
Det drejer sig om Rømøvej, Kongeåvej, Lunderskovvej og Tøndervej.
364 fartbøder - 39 klip og to betingede frakendelser af kørekort. Største hastighed blev målt til henholdsvis 134 og 160 kilometer i timen, hvor hastighedsbegrænsningen er 80 kilometer.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.