Sygeplejerskerne udvider strejke for tredje gang
Yderligere 56 sygeplejersker i Region Syddanmark skal tilslutte sig strejken fra slutningen af august.
Dansk Sygeplejeråd (DSR) udvider sin strejke med flere sygeplejersker. Det betyder, at sygeplejersker på afdelingen for kvindesygdomme på Aabenraa Sygehus samt friklinikken i Grindsted nu også er udtaget til at strejke.
Det sker fra den 25. august, hvor yderligere 56 sygeplejersker skal strejke i Region Syddanmark. I hele Danmark er strejken udvidet med 215 sygeplejersker. De lægger sig oveni de knap 1.000 ekstra sygeplejersker, som allerede står til at begynde at strejke fra midten af august.
- Vi bliver ved med at lægge et større og større pres på arbejdsgiverne og politikerne, for de er nødt til at komme på banen, hvis vi skal have løst den her konflikt, siger formanden for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, i en pressemeddelelse.
Får betydning for fertilitetsbehandlinger
Den udvidede strejke får betydning for patienter på afdelingen for Kvindesygdomme og Fødsler på Sygehus Sønderjylland i Aabenraa, som også tager sig af fertilitetsbehandlinger. Her er 19 sygeplejersker udtaget til at strejke.
- Vi er selvfølgelig kede af, at det vil gå ud over nogle borgere. Men strejken er vores eneste våben, og vi udtager områder, som ikke er livstruende, og det gælder blandt andet fertilitetsområdet.
Desuden skal 37 sygeplejersker på Friklinikken i Grindsted, som tager sig af behandlinger, de andre sygehuse ikke har kapacitet til, også strejke fra den 25. august.
- Det er den måde, vi kan presse arbejdsgiverne på, og det håber vi, danskerne har forståelse for, siger Grete Christensen.
Ingen livsvigtige aktiviteter bliver ramt
I Danske Regioner forsikrer man, at strejken ikke kommer til at gå ud over alle de livsnødvendige aktiviteter, der finder sted på hospitalerne.
- Vi ved, at det er meget generende for de borgere, der får udskudt deres tider. Konsekvenserne bliver fulgt - borgere, der berøres, bliver kontaktet, og al livsvigtig aktivitet bliver selvfølgelig løst, skriver Danske Regioner på Twitter.
Omkring 5.000 medlemmer af DSR har siden midten af juni strejket.
Årsagen til strejken er utilfredshed med de lønstigninger, som sygeplejerskerne var stillet i udsigt for de kommende år.
Et stort ønske fra sygeplejerskerne er at sløjfe tjenestemandsreformen fra 1969. Ifølge dem er den skyld i et lønefterslæb.
Reformen placerede 40 forskellige faggrupper på forskellige løntrin. Særligt kvindedominerede fag som eksempelvis sygeplejersker, jordemødre og sosu-assistenter ligger på de nederste løntrin.
Her strejker sygeplejerskerne i Syd- og Sønderjylland
REGION SYDDANMARK
Regionshuset Vejle:
Regional Visitation
Sygehus Lillebælt Vejle:
Dagkirurgisk afdeling
Hjertemedicinsk Ambulatorium
Medicinsk Ambulatorium med tilhørende dagafsnit
Opvågning og Intermediærafsnit
Ortopædkirurgisk Ambulatorium
Øjenafdelingen, Operation og Ambulatorium
Sygehus Lillebælt Kolding:
Bedøvelse og Intensiv - Dagkirurgisk
Medicinsk Diabetes og Hormonsygdomme Ambulatorium
Endoskopisk / Organkirurgisk Ambulatorium
Hjerne - og Nervesygdomme Ambulatorium
Kirurgisk Ambulatorium (ortopæd.)
Kvindesygdomme Ambulatorium
Medicinsk Nyreambulatorium
Medicinske Ambulatorier (gigt, infektion, knogleskørhed, lunge, mave-tarm, ældre, demens)
KLU: Innovation, Aktiv Patientstøtte
Sygehus Lillebælt Middelfart:
Rygkirurgisk Ambulatorium
Rygmedicinsk Ambulatorium
Sydvestjysk Sygehus Esbjerg:
AK-Klinikken
Gigt og Bindevæv Ambulatorium
Hjerteambulatorium
Kvindesygdomme Ambulatorium
Kæbekirurgisk Ambulatorium
Lungeambulatorium
Mave og Tarm Ambulatorium
Opvågning
Ortopædkirurgisk Ambulatorium
Planlagt kirurgi
Urinvejskirurgisk Ambulatorium
Øre-, Næse- og Hals Ambulatorium
Nyreambulatorium
Diabetes- og Hormon Ambulatorium
Overvægtsambulatorium
Grindsted:
Daghospital
GR Anæstesi og operation (fra 10. august)
Friklinikken (fra 25. august)
Brørup:
Veneklinikken
Sygehus Sønderjylland Sønderborg:
Dagkirurgi
Øjensygdomme
Bedøvelse og intensiv (fra 17. august)
Sygehus Sønderjylland Aabenraa:
Afdelingen for Kvindesygdomme (fra 25. august)
Bedøvelse og intensiv, afsnit bedøvelse og operation (fra 10. august)
REGION MIDTJYLLAND
Regionshospitalet Horsens:
Dagkirurgisk afdeling
Bedøvelse, operation og intensiv: Opvågning og anæstesi (fra 17. august)
Patientkontoret i Viborg: Patientvejlederne (fra 10. august)
KOMMUNER
Tønder:
Myndighed og Visitation
Den kommunale sygepleje (Toftlund, Løgumkloster, Skærbæk, Tønder Øst og Tønder Vest)
Fredericia:
Distrikt 6 Erritsø
City, Distrikt 1
Hannerup Pleje og Rehabiliteringscenter Distrikt 50
Vejlevej Distrikt 2 aften
Vejlevej Distrikt 4 vest
Vejlevej Distrikt 7 aften
Vejlevej Distrikt 8 nat
Plejecenter Hybyhus Distrikt 12, 13, 14
Hybyhus Distrikt 3
Plejecenter Madsbyhus Distrikt 15
Plejecenter Othello Distrikt 70
Plejecenter Stævnhøj Distrikt 21
Plejecenter Øster Elkjær Distrikt 18
Plejecenter Rosenlunden Distrikt 15
Plejen i Sundhedshuset Akutsygeplejersker
Plejen i Sundhedshuset Forebyggende sygeplejersker
Plejen i Sundhedshuset Palliationssygeplejersker
Plejen i Sundhedshuset Sygeplejeklinikken
Plejecenter Ulleruphus Distrikt 16
Visitationsafdelingen på Sct. Joseph
(Kilde: Dansk Sygeplejeråd)
DSR udvider igen konflikten. Det nye varsel træder i kraft om 4 uger. Vi ved, at det er meget generende for de borgere, der får udskudt deres tid. Konsekvenserne bliver fulgt - borgere, der berøres bliver kontaktet, og al livsvigtig aktivitet bliver selvfølgelig løst #sundpol
— Danske Regioner (@regionerne) July 27, 2021