Hans Erik holder liv i 150 år gammel jernbane: - Jeg oplever en masse socialt samvær
Siden barnsben har Hans Erik Mørch været fascineret af tog. Han blev uddannet i et fag lagt fra togverdenen, men er i dag vendt tilbage til de tøffende maskiner for blandt andet at vedligeholde jernbaneskinnerne mellem Haderslev og Vojens.
Fløjten lyder. Få sekunder senere tuder hornet: Tut, tuuuuut.
Hjulene ruller på jernbaneskinnerne, som baner vejen for HHJ DL 11 - et diesellokomotiv fra 1952.
Torsdag middag rullede lokomotivet ud på skinnerne fra Simmerstedvej i Haderslev og 11,5 kilometer til Vojens Station.
I forlængelse af HHJ DL 11 er fire togvogne hægtet på. I en af vognene er vægge og loft beklædt med træ i en cremet nuance. Siddepladserne er også i træ, og togvognen emmer af en tur tilbage til fortiden - for mere end 100 år siden, da vognene var en del af den daglige togdrift.
HHJ DL 11
- HHJ DL er et diesellokomotiv fra 1952, som er bygget i Århus på fabrikken Frichs.
- Det vejer i alt 61 tons og har en længde på 13,23 meter over pufferne.
- Lokomotivet har en diesel 2 250 HK-motor.
- Det har hjemsted hos Sydjyllands Veterantog i Lunderskov
Kilde: Veteranbanen Haderslev Vojens
Folk i forskellige generationer indtager pladserne. De yngste kigger nysgerrigt ud af vinduerne, mens toget tøffer af sted. Imens får forældre og bedsteforældre kontrolleret billetterne af en mand i marineblå bukser og jakke og med en ældre model af en DSB-hat på hovedet.
Billetkontrolløren er 76-årige Hans Erik Mørch. Han er pensionist og kommer fra Haderslev. I ti år har han været en del af Veteranbanen Haderslev Vojens.
- Tog har altid interesseret mig, så nostalgien ved veterantog er specielt, siger han.
Formand og frivillig
I 2011 blev veteranforeningen oprettet, og det var med Hans Erik Mørch på medlemslisten. Han havde en særlig grund til at være aktiv i netop den forening.
- Min interesse for togene gør, at jeg ikke synes, banen skulle laves om til en cykelsti. Når den nu er her, hvorfor så ikke køre med veterantog på den, spørger han retorisk.
Tilbage i 2003 fremsatte Haderslev Kommune et forslag, som ville fjerne jernbaneskinnerne og anlægge en cykelsti, men det ville Veteranbanen-Haderslev-Vojens ikke være med til.
Pensionisten fra Haderslev blev derfor en del af de aktive medlemmer, som sørgede for at gøre det muligt at få veterantog på skinnerne.
- I starten brugte vi en masse krudt på at få ryddet banen for buske og træer. Der havde ikke kørt tog på strækningen i ti år, så der var meget buskads. Nu er vi fire mænd, der mødes hver mandag og bruger dagen sammen på at vedligeholde skinnerne, siger Hans Erik Mørch og fortæller, at det sidste godstog rullede ud på skinnerne i 1999, mens passagertrafikken allerede i 1978 blev indstillet.
For to år siden satte pensionisten sig så for bordenden i foreningen.
- Det er jo alletiders at være med, og så får jeg tiden til at gå med noget spændende, hvor jeg også oplever det sociale samvær med de andre medlemmer. Og så må vi ikke glemme, at veterantog jo er interessante, siger han.
Det er jo dejligt at se alle de glade mennesker, som også synes veterantog er spændende.
Hans Erik Mørch, formand, Veteranbanen Haderslev Vojens
Tog til København
I 1966 blev Hans Erik Mørch uddannet bygningssnedker, og inden han indstillede sin arbejdsmæssige karriere, var han pedel i 20 år. Interessen for tog ligger dog længere tilbage.
- Første gang jeg husker, at jeg var med et lokomotiv, var jeg 5 år. Jeg skulle besøge mine bedsteforældre i København. I de efterfølgende år kørte jeg rigtig meget med tog, og det syntes jeg var spændende og sjovt, husker han.
Haderslev-Vojens strækningen
Jernbanen på strækningen mellem Haderslev og Vojens blev åbnet i 1866, og er ejet af BaneDanmark, som har givet veteranforeningen brugsretten til skinnerne.
I dag bliver banen kun brugt til veterantogskørsel, som har endestationer på Simmerstedvej 1 i Haderslev og 11,5 kilometer til Vojens Station, der også bliver brugt til gods- og passagertogsdrift i dag.
Selvom torsdagens tur fra Haderslev til Vojens blot er en smuttur kilometermæssigt sammenlignet med turene til bedsteforældrene i hovedstaden, så vil Hans Erik Mørch fortsætte med at sende passagerer med veterantog på den 11,5 kilometer lange strækning.
- Det er jo dejligt at se alle de glade mennesker, som også synes veterantog er spændende. Det er også en af grundene til, at jeg, hvis helbredet tillader det, vil fortsætte nogle år endnu i foreningen. Jeg kan jo rigtig godt lide det, slutter han.
Den 8. august har passagerer mulighed for igen at stige ombord og sætte sig til rette i fortidens tog. Køreplanen kan du se her.