Tre byer havde svært ved at få billig fjernvarme - nu kommer slagteri til undsætning
Hidtil har byerne Blans, Ullerup og Avnbøl været forsynet med gas. Nu kommer de på fjernvarmenettet, når Danish Crown investerer 25 millioner kroner i at få fjernvarme indlagt på slagteriet i Blans.
Husene i landsbyerne Avnbøl og Ullerup samt Blans ved Sønderborg er opvarmet med gas.
Og selvom mange beboere i byerne gerne vil på fjernvarmenettet, så har det set ud til at blive en dyr fornøjelse med et årligt tillæg på 3.000 kroner for borgerne i Avnbøl og Ullerup, mens borgere i Blans måtte skyde en hvid pil efter dén drøm.
Men nu får alle tre landsbyer fjernvarme indlagt - og til normal takst.
Det skriver Danish Crown i en pressemeddelelse.
Sønderborg Varme og Danish Crown har nemlig indgået en aftale, hvor slagteriet investerer knap 25 millioner kroner i deres slagteri i Blans, og selv bliver en del af fjernvarmen.
Det betyder, at der også kan tilbydes fjernvarme til alle hustande i Blans. Alle borgere i de tre byer Blans, Ullerup og Avnbøl kommer på fjernvarmenettet, og de undgår at skulle betale det årlige pristillæg på 3.000 kroner.
- Tingene går simpelthen op i en højere enhed her. Vi får sikret en CO2-reduktion på vores fabrik i Blans ved at halvere vores forbrug af gas, og samtidig får vi givet tilbage til det lokalsamfund, vi er en del af. Vores ambition er at reducere vores samlede CO2-aftryk med 42 procent inden 2030. Det her er et vigtigt skridt på vejen, siger Senior Vice President Rasmus Aadal fra Danish Crown i pressemeddelelsen.
Også hos direktør i Sønderborg Varme, Erik Wolff er der tilfredshed med aftalen.
- Vores opgave er at levere den mest bæredygtige og billigste varme til forbrugerene, og med aftalen her når vi pludselig nogle husstande, der ikke før havde været mulige at nå. Oven i købet til en varmepris, der nu bliver rigtig fornuftig for de enkelte familier, siger Erik Wolff.
Fjernvarmen forventes installeret i 2027, og slagteriet i Blans forventer at kunne halvere sit forbrug af naturgas.