Landarbejder lå hårdt såret i en skyttegrav, da hans bror tilfældigvis kom forbi
I mange danskeres bevidsthed fylder 1. Verdenskrig ganske lidt, men syd for Kongeåen har så godt som alle med sønderjyske rødder haft slægtninge, der var involveret i krigen.
Der var travlhed i den lune aftensol på markerne ved Arrild.
Hestene var spændt for selvbinderen, så hveden kunne komme i hus. Men med et blev den sønderjyske høstidyl revet fra hinanden. Kirkeklokkerne begyndte at kime med et varsel om, at noget var galt.
Landarbejder Knud Christian Petersen og tusindvis af andre sønderjyske mænd vidste godt, hvorfor klokkerne slog: Krigen var brudt ud.
Den som senere blev kendt som 1. Verdenskrig.
I fire programmer kan seerne følge historiker Jens-Christian Hansen i hans søgen efter at finde ud af, hvad der skete med hans oldefar, Knud Christian Petersen. Han blev som sønderjyde tvunget i krig for tyskerne under 1. Verdenskrig. ”Min oldefars krig” kan ses på TV SYD PLAY lige nu.
De fire programmer sendes i forbindelse med 100-års jubilæet for indvielsen af den danske kirkegård for faldne sønderjyder i Braine, Frankrig. Lørdag blev den faldne soldat Erik Peter-Skøtts jordiske rester begravet på kirkegården, efter at de blev fundet i den franske jord sidste år.
Sønderjyske mænd i tysk uniform
Hen over sommeren 1914 kunne alle læse i avisen, at der var en optrapning på vej. En krig var under opsejling med det tyske kejserrige som en del af den ene part. Nord for Kongeåen var bekymringerne ikke så store, fordi Danmark var ikke en del af konflikten. Men for mange sønderjyske mænd betød det, at krigstjenesten stod for døren.
Siden nederlaget i 1864 havde Sønderjylland været en del af det tyske kejserrige, og derfor var der ingen vej udenom. De sønderjyske mænd måtte gøre deres statsborgerlige pligt og gå i krig i tysk uniform, som de i årene forinden havde aftjent deres værnepligt i.
Da krigen blev bekendtgjort med telegram og via cyklende bude, var det officielt, at første mobiliseringsdag var den 2. august 1914. Her skulle de første sønderjyske mænd stille til krigstjeneste.
Tæt på ¾ var dansksindede
I første omgang kunne Knud Christian Petersen ånde lettet op. Han var i midten af 30’erne, og det var 14 år siden, han havde aftjent sin værnepligt. Han nåede at være hjemme hos sin kone Marie og deres lille datter Anne, som var kommet til verden året forinden, i en måneds tid, før han skulle trække i uniform igen.
Foran ham i geledderne stod mange. Et sted mellem 10.000 og 15.000 sønderjyske mænd blev indkaldt i løbet af de første par måneder.
En blanding af sorg og resignation bredte sig i befolkningen. Kvinder, børn og ældre skulle sende deres kære i krig, og mændene skulle efterlade deres familie og hjem for at gøre deres tunge pligt: at gå i krig for et land, som undertrykte deres nationalitet.
For mellem 65 og 70 procent af alle de sønderjyske mænd, der blev indkaldt til krigstjeneste under 1. Verdenskrig, orienterede sig mod Danmark. Og de fleste havde dansk som hovedsprog.
For eksempel den selvstændige landmand fra Øster Lindet, Peter Nissen Kræmer. Han sendte nedenstående brev til sin lillesøster, som boede nord for Kongeåen, da krigen brød ud.
Familiefar. Landarbejder. Sønderjyde
Også Knud og hans kone var dansksindede, og i arbejderklassehjemmet ved Arrild blev der talt dansk. Det var ikke noget, de følte behov for at for at råbe højt om. For frem for alt var Knud Petersen familiefar og landarbejder. Og så var han sønderjyde.
Hans verden var hjemstavnen omkring Arrild og Skærbæk. Her havde han sin familie, og han kom ikke længere væk, end han kunne komme til fods eller på cykel.
Netop loyaliteten overfor hjemstavnen gjorde, at Knud og alle de øvrige sønderjyske mænd gjorde deres pligt og blev tyske soldater.
De unge sønderjyske mænd vidste, at hvis de deserterede nordpå over den danske grænse, kunne de ikke komme hjem igen, så længe Sønderjylland hørte til Tyskland. Og så var der ingen til at overtage gårdene eller til at gifte sig med de unge kvinder. Og på den måde ville man overlade Sønderjylland til tyskerne i løbet af generationer.
Fra kystbevogtningsopgaver til fronten
Omkring 1914 boede der omkring 170.000 i det, som vi i dag kalder Sønderjylland. Af dem blev et sted mellem 30.000 og 35.000 mænd indkaldt. Det svarer til en femtedel af landsdelens befolkning. Og det betyder, at stort set alle med rødder i Sønderjylland har haft slægtninge, der i en eller anden udstrækning blev ramt af krigen.
Den 28. august 1914 var det Knud Petersens tur. Han var wehrmann i de tyske tropper, og det betød, at han ikke skulle langt hjemmefra på sin første opgave. Kun til Sild, hvor han blev udstationeret til kystbevogtningsopgaver.
Men efterhånden som krigen trak ud, opstod der et nærmest umætteligt behov for soldater ved fronten.
Så i februar måned 1915 blev Knud Petersen sat på et tog, som kørte mod Vestfronten. Nærmere betegnet Argonne-området i det nordlige Frankrig.
Her skulle stillingerne i første omgang udbygges, og skyttegravene skulle forvandles fra primitive jordhuler til mere sikre steder at opholde sig for de tyske soldater.
I mudder til knæene var de daglige opgaver for Knud Petersen og hans bataljon fysisk hårdt arbejde og slid med at sikre siderne i skyttegravene, så de ikke styrtede sammen og begravede soldater levende.
Fjendens linje lå blot nogle hundrede meter væk, og selvom der var forholdsvist fredeligt i vintermånederne, da Knud ankom, var der stadig dagligt skyderier og bombardementer. Men i et begrænset omfang. De egentlige krigshandlinger foregik et andet sted, mens begge parter på Vestfronten samlede kræfter.
Såret af geværskud i ryggen
Først i løbet af sommeren 1915 begyndte de rigtige kampe for Knud Petersen og hans deling. Den 14. juli indledte franskmændene et blodigt angreb og trængte langt ind i de tyske stillinger.
Det kom til deciderede nærkampe med mange døde og sårede. Blandt dem var Knud Petersen, som blev ramt af et geværskud i ryggen.
Mens Knud Petersens soldaterkammerater fik etableret et modangreb og jaget franskmændene ud af skyttegravene igen, lå den sønderjyske soldat hårdt såret tilbage i skyttegraven.
Her lå han, indtil han ved et tilfælde blev fundet af sin egen bror, som også var i krigstjeneste.
Ifølge en beretning fra Peter Petersens barnebarn, Peer Petersen, vidste ingen af de to brødre, at de var ved samme frontstilling. Men en nat, da Peter Petersen var ude med våben og mad til de tyske soldater i skyttegravene, så han en hårdt såret soldat. Det viste sig ved nærmere eftersyn at være hans egen bror.
Knud Petersen blev fragtet til en såkaldt hovedforbindingsplads omkring seks kilometer fra fronten, hvor han lå sammen med en masse andre sårede soldater.
I 14 dage tilså lægerne ham og behandlede ham efter bedste evne. Men til sidst var der ikke mere at gøre for familiefaderen og landarbejderen fra Arrild.
Han døde af sine kvæstelser på et lazaret ved La Mare Aux Boeufs, mens hans kone og lille pige sad hjemme i Sønderjylland.
Den blodigste krig i Danmarkshistorien
Knud Petersen var en af de 6.000 sønderjyske mænd, der faldt under 1. Verdenskrig. Det svarer til 15-16 procent af alle indkaldte sønderjyder. Målt i forhold til indbyggertal gør det krigen til den blodigste i hele danmarkshistorien.
Fortællingen om Knud Christian Petersen er fortalt på baggrund af en tredjehåndsberetning fra Knud Petersens oldebarn Jens-Christian Hansen samt en historisk gennemgang af tiden omkring 1. Verdenskrig af museumsinspektør René Rasmussen fra Museum Sønderborg.