Borgmestre i opråb - vil have mulighed for at hjælpe ukrainske flygtninge med at søge opholdstilladelse
Ukrainske flygtninge skal rejse langt for at få lavet billede og taget fingeraftryk, når de søger opholdstilladelse.
Danmark har siden Rusland invaderede Ukraine den 24. februar modtaget en del ukrainske flygtninge. Og flere forventes i den kommende tid.
Vi har et ønske om at hjælpe ukrainerne bedst muligt, og når de skal helt til Aarhus eller Odense for at få gang i deres ansøgninger, så er det meget besværligt for de fleste af dem.
Mads Sørensen, borgmester, Varde
Efter den lange rejse under vanskelige forhold skal flygtninge fra syd- og sønderjyske kommuner til enten Aarhus eller Odense for at få optaget biometri, som er et billede og et fingeraftryk, der skal laves af ansøgeren, der søger om opholdstilladelse.
Det er alt for langt, mener 13 syd- og sønderjyske borgmestre.
Lokalcentre eller kommuner kan klare opgaven
Derfor foreslår de nu, at der enten oprettes flere lokale centre, eller at kommunerne selv får muligheden for at optage biometri for de ukrainske flygtninge. På den måde undgår de nytilkomne ukrainere at skulle rejse i mange timer for at søge om opholdstilladelse, skriver kommunerne i en pressemeddelelse.
Kommunerne løser i forvejen opgaven med at optage biometri i forbindelse med udstedelse af pas hos Borgerservice, og derfor har de allerede udstyret til at klare opgaven, mener borgmestrene.
De 13 borgmestre bag forslaget:
Jesper Frost Rasmussen (V), Esbjerg Kommune
Frank Jensen (RV), Fanø Kommune
Stephanie Storbank (V), Billund Kommune
Frank Schmidt-Hansen (K), Vejen Kommune
Jens Ejner Christensen (V), Vejle Kommune
Steen Wrist (S), Fredericia Kommune
Knud Erik Langhoff (K), Kolding Kommune
Mads Skau (V), Haderslev Kommune
Jørgen Popp Petersen (S), Tønder Kommune
Jan Riber Jakobsen (K), Aabenraa Kommune
Erik Lauritzen (S), Sønderborg Kommune
Mads Sørensen (V), Varde Kommune
Johannes Lundsfryd Jensen (S), Middelfart Kommune
- Vi har et ønske om at hjælpe ukrainerne bedst muligt, og når de skal helt til Aarhus eller Odense for at få gang i deres ansøgninger, så er det meget langt væk fra landsdelen her. Og da de jo ikke har bil, skal de enten med offentlig transport eller bede andre om hjælp til kørsel, siger borgmester i Varde Kommune, Mads Sørensen, Venstre..
Håber på nedsat ventetid
Borgmesteren mener, at hvis dele af sagsbehandlingen kan klares lokalt, så kan man måske også nedsætte ventetiden på sagsbehandling hos Udlændingestyrelsen.
- Der er lige nu to til tre måneders ventetid, og det må altså meget gerne gå hurtigere, så de ved, hvad de skal, og deres børn kan begynde i skole eller institution, siger Mads Sørensen.
Ifølge Vardes borgmester er der siden krigens udbrud kommet mellem 250 og 300 flygtninge til kommunen. Det nøjagtige tal kender borgmesteren ikke, da en del af de ukrainske flygtninge helt lovligt kan opholde sig i Danmark som turister i op til seks måneder.