Fem personer anklages for indsmugling og salg af 130 hunde
Anklagemyndigheden kræver fængsel og bøde samt konfiskation af fortjeneste fra ulovligt salg af hundehvalpe af racen malteser fra adresser i Fredericia og Middelfart.
Op mod 130 hundehvalpe af racen malteser blev indsmuglet til Danmark og videresolgt af fire mænd og en kvinde
Sådan lyder anklagen mandag i Retten i Kolding, hvor en omfattende sag om ulovlig import og videresalg af hundehvalpe indledes.
Fem personer i alderen 32 til 59 år er tiltalt i sagen.
De er tiltalt for at have smuglet hundehvalpene til Danmark, selv om de ikke var registreret som importører og ikke havde tilladelse til erhvervsmæssig handel.
Desuden var hvalpene ikke blevet undersøgt af en dyrlæge, før de blev sendt mod Danmark, ligesom de ikke havde et EU-dyrepas, var id-mærket med chip eller rabiesvaccineret.
Videresolgt
Hundene blev ifølge anklageskriftet videresolgt fra adresser i blandt andet Fredericia og Middelfart, og det skete efter annoncering i Gul & Gratis og på Den Blå Avis, dba.dk.
Det fremgår af anklageskriftet, at hundene er kommet til Danmark og handlet i perioden fra juli 2019 til marts 2020.
Anklagemyndigheden går efter fængselsstraf og bødestraf, hvis de tiltalte findes skyldige.
Desuden kræves deres fortjeneste ved det ulovlige salg konfiskeret.
Det er langtfra første gang, at en sag om ulovlig import af hundehvalpe når retten.
Ikke første gang
I 2021 faldt der dom – ligeledes ved Retten i Kolding – i en sag om ulovlig import af 110 hundehvalpe af racen fransk bulldog. En sag som TV SYD var med til at dække.
Her blev tre mænd i 50’erne fra Kolding og Gram blev dengang dømt for import af hunde fra Polen.
Den ene af mændene blev idømt seks måneders fængsel. Men han havde en reststraf på 1227 dage stående.
Så da sagen nåede Højesteret, blev manden idømt tre et halvt års fængsel.
En anden mand blev idømt betinget fængsel i fire måneder med vilkår om samfundstjeneste.
Retten i Kolding har afsat 14 retsdage til sagen, og der ventes at falde dom i november.
Det er endnu uvist, hvordan de fem tiltalte stiller sig til anklagen.