15.000 eller 450.000 fisk? Nu vil kommunen have besked
Hedensted Kommune vil have alle informationer på bordet i sagen om Hjarnø Havbrug.
Hedensted Kommune har ikke levet op til sin tilsynspligt med Hjarnø Havbrug, hvis man spørger Danmarks Sportsfiskerforbund, Danmarks Naturfredningsforening og beboere langs Horsens Fjord.
Samtidig har Hjarnø Havbrug heller ikke været nemme at få informationer fra, når kommunen har spurgt.
Derfor indkalder Hedensted Kommune nu Hjarnø Havbrug til møde på kommunen.
- Vi har besluttet at indkalde Hjarnø Havbrug til et møde for at etablere et bedre samarbejde, fortæller Lene Tingleff, formand for udvalget for teknik i Hedensted Kommune, til TV SYD.
Vi har ofte svært ved at få de informationer fra Hjarnø Havbrug, som vi spørger efter.
Lene Tingleff, formand for udvalget for teknik i Hedensted Kommune
De seneste uger har kommunen forsøgt at kulegraven sagen om opdræt af sølvlaks hos havbruget. Danmarks Sportsfiskerforbund sandsynliggør, at Hjarnø Havbrug har opdrættet 400.000-450.000 sølvlaks uden tilladelse. Til kommunen har havbruget oplyst, at det kun drejer sig om 15.000 stk.
- Vi har ofte svært ved at få de informationer fra Hjarnø Havbrug, som vi spørger efter. Derfor lægger vi nu op til et skærpet tilsyn med dem, siger Lene Tingleff, der håber på, at mødet med havbruget kommer i stand inden jul.
- Vi har ikke belæg for at sige, at Hjarnø Havbrug har overtrådt nogle regler og bestemmelser. Men vi understreger, at vi er nødt til at være fuldt informerede, hvis vi skal have et godt og tillidsfuldt samarbejde, mener hun.
Hedensted Kommune vil også informeres om forhold, der ikke nødvendigvis sorterer under deres tilsynspligt, for at kunne etablere et fornuftigt samarbejde.
TV SYD har været i kontakt med Hjarnø Havbrugs ejer, Anders Pedersen, for at stille spørgsmål om antallet af opdrættede sølvlaks og tilladelser dertil. Men han ønsker ikke at udtale sig i sagen endnu.