Dårlig startbane stod i vejen for Holsted-kørers grandprixsucces
Rasmus Jensen fra Holsted havde håbet på en bedre startplacering i semifinalen, men glæder sig efterfølgende over den store opbakning lørdag aften i Vojens.
Den 30-årige speedwaykører Rasmus Jensen fra Holsted fik en fin start på VM-grandprixet i Vojens. Men en dårlig startbane gjorde det svært for ham at køre med helt forrest i feltet.
Efter at have kørt sig til en førsteplads og tre andenpladser i de første fire ud af fem heats var Rasmus Jensen stort set sikret en semifinaleplads.
Men i sidste heat sluttede han sidst, hvilket gjorde, at han kun lige akkurat sneg sig med i den fornødne top-8, der giver adgang til en semifinale.
Sidstevælger
Konsekvensen ved ottendepladsen var, at han blev sidstevælger til at vælge startbane i sin semifinale. Derfor havnede han på bane 3 for tredje gang denne aften.
- Jeg startede egentlig fint ud, og jeg fik også en andenplads fra min bane 3 i mit andet heat og var godt tilfreds med det, men sluttede så af på bane 3 igen i det sidste ordinære heat.
- Og det kostede måske lidt muligheden for at få en bedre startplacering i semifinalen, siger han til Ritzau.
I begge semifinaler og finalen havnede sidstevælgeren på bane 3.
I 9 ud af 19 indledende heats med fire kørere endte køreren på bane 3 på sidstepladsen i heatet. Det er banen ved siden af yderbanen.
- Der var ikke rigtig noget at gøre fra bane 3 til sidst på aftenen. Under sådan en hel aften er der mange, der kører hen over bane 3, og så bliver den bare hårdere, siger han og fortsætter:
- Hjulene får ikke den traktion, de har brug for - det bliver meget hjulspind. Man kan ikke rigtig ændre noget på cyklen, når banen er så meget ringere, siger Jensen.
Med på afbud
Holsted-køreren kom med til grandprixet på et afbud, da Leon Madsen fra Vejle fredag morgen meldte ud, at han ikke kunne stille op i Vojens grundet en skade.
Men Rasmus Jensen vurderer ikke, at det korte varsel havde nogen indvirkning på aftenens resultat.
- Vi var klar med alt grejet. Jeg havde sgu ikke lavet min optakt om, om jeg så havde vidst, at jeg skulle køre for seks måneder siden.
Selv om det ikke blev til mere end en sidsteplads i semifinalen og dermed en samlet ottendeplads til grandprixet, nåede den danske kører fra Holsted alligevel at nyde stemningen på Vojens Speedway Center.
- Da jeg kørte ud til semifinalen kunne jeg jo godt høre, at jeg blev præsenteret, og det gav selvfølgelig kuldegysninger. Det er pissefedt, at der kan samles så mange, siger Jensen.
Der var godt 15.300 tilskuere til stede på anlægget på stadionet i Vojens lørdag aften.