Da konen blev syg, tog han jobbet og ansvaret for øens livslinje
Det var ikke sejladsen, der fik Jan Peter Sejersen til at flytte til Aarø. Nu er overfartslederen tæt knyttet til øen, som også er blevet ramme om en stor sorg i hans liv.
Hver morgen klokken 6 går bommen op på Aarøfærgen, og dagens første passagerer går om bord.
Ligesom for mange andre småøer er færgen Aarøs eneste forbindelse til fastlandet og afgørende for de 145 beboere, som bor på den lille ø i Lillebælt.
- Som færge er vi livslinjen til hele øen. Opgaven er ikke bare at sejle fra a til b, siger Jan Peter Sejersen.
Han er overfartsleder og skibsfører i Aarø Færgefart og er dermed øverste ansvarlige for de 190.000 passager, der hvert år bliver fragtet over sundet.
Et job, der aldrig var på ønskelisten, men som blev en nødvendighed.
Et liv i bølgerne
Jan Peter Sejersen er vokset op på en gård ikke langt fra Aarøsund, men har altid været tiltrukket af havet.
- Det fascinerer mig. Mine klassekammerater dengang fiskede meget, og jeg tog med. Dér kunne jeg mærke, at jeg skulle sejle, siger Jan Peter Sejersen.
Derfor søgte han som 18-årig ind på Fanø Søfartsskole, så han senere kunne komme ud og blive styrmand.
Og det var på skolen, han mødte sin fremtidige kone, Tina.
- Hun var ved at uddanne sig om telegrafist, og så møder man jo hinanden og finder sammen, siger han.
Drømmen om glade mennesker
Det var Tinas drøm, der førte til, at parret flyttede til Aarø med deres to børn.
- Hun ville gerne arbejde med mennesker, og så gik det op for os, at det kan man på en campingplads, siger han.
Mens Tina arbejdede som telegrafist, sejlede Jan i mange år verden tynd med flere store fragtskibe.
Særligt til den nordamerikanske østkyst, Caribien og Puerto Rico, hvor han var til havs op mod 14 uger ad gangen.
I december 2007 overtog parret Aarø Camping og flyttede fra Faaborg til Aarø.
- Hun skulle passe campingplads, og jeg skulle sejle Gedser-Rostock 10 dage om måneden, siger Jan Peter Sejersen.
Men bare en måned efter overtagelsen gik drømmen itu. Tina blev syg.
Særligt sammenhold
Det startede med, at Tina fik en diskosprolaps, og Jan blev skibsfører på Aarøfærgen for at kunne hjælpe til på campingpladsen.
Sammen drev de campingpladsen i seks år, men Tina blev ramt af kræft.
Hun døde 45 år gammel.
- Der er jeg glad for at være et sted som Aarø, når man bliver ramt af det, og ikke i en storby, hvor man trækker på skulderen over naboen. Her er et helt andet sammenhold og forståelse for ens situation, siger Jan Peter Sejersen.
Efter dødsfaldet drev Jan Peter Sejersen campingpladsen videre i seks år, inden han solgte den.
I dag bor han på fastlandet bare 400 meter fra, hvor færgen lægger til. Og selvom tilknytningen til øen også rummer sorg, så vil Aarø altid forblive en del af Jan Peter Sejersens liv.
- Det er her, jeg hører til nu. Hele mit liv foregår her nu, og jeg kan ikke forestille mig at skulle væk herfra igen, siger han.