Rasmus slår lejr i fem nætter foran butik
Siden mandag har Rasmus Trini slået lejr foran et nyt havecenter i Frederica. Målet er at spare 9.950 på en robotplæneklipper.
En robotplæneklipper til 50 kroner var for godt et tilbud af afvise for Rasmus Trini. Derfor slog han mandag aften sit telt op foran havecenteret Billigblomst, der åbner et nyt center i Fredericia lørdag morgen.
- Prisen er jo så lav, at det er for dumt ikke at gøre, og så turde jeg ikke tage chancen og vente en dag mere, fordi når man har hørt om kø-tilbud, så har folk lagt sig i telt og soveposer i en uge, siger 35-årige Rasmus Trini.
Det var dog godt timet af manden fra Allested-Vejle på Fyn, da han var den første i køen og dermed har sikret sig den ene plæneklipper, der bliver solgt til 50 kroner med en besparelse på 9.950 kroner.
Med tålmodigheden på plads og teltet slået op under et halvtag, er Rasmus Trini klar til knap fem døgn i regn og rusk, hvor kosten består af rugbrød og dåsemad.
- For mange år siden prøvede jeg noget i samme stil i Vejle i 47 timer. Der satte jeg mig udenfor en Blockbuster for at få en Playstation 3 til en krone, og hvis jeg kunne gøre det dengang, så kan jeg også gøre det i dag, siger manden, der har fået fri fra sin fars vognmandsforretning, for at holde teltferie foran havecenteret.
At køtilbuddene på blandt andet havebordssæt og drivhuse får kunderne til at lægge i kø så tidligt kommer bag på centerchefen i det nye havecenter.
- Jeg havde selv forventet, at de kom onsdag, men det er et tegn på at tilbuddene er skarpe, så det er fantastisk, at de vil slå sig ned for at få fat i tilbuddene, siger Tommy Jessen.