Fredericia vil fortsat ikke give indsigt i havneselskab
Et forslag om mere åbenhed i selskabet bag Fredericias havn blev stemt ned med 20 stemmer mod én.
Der bliver ikke mere åbenhed i Fredericias havn.
Et forslag om at gøre det muligt at søge aktindsigt i firmaet bag Fredericias havn, ADP, er blevet stemt ned af Fredericia Byråd. Det skriver Fredericia Dagblad. Forslaget var stillet af Enhedslistens Cecilie Roed Schultz, og hun var også den eneste, der stemte for forslaget.
Ansatte borgmesterens kone
I maj krævede Enhedslisten og Konservative i Fredericia aktindsigt i selskabet ADP, blandt andet fordi eks-borgmester Jacob Bjerregaards kone i 2018 blev ansat som chefjurist i det kommunalt ejede havneselskab ADP A/S. Jacob Bjerregaard var desuden næstformand i ADP.
Fredericia Kommune har aktiemajoriteten i ADP, og derfor mente Cecilie Roed Schultz, at borgerne burde have indsigt i, hvad der foregår i selskabet.