TV SYD genudgiver portrættet af Arlette Andersen, da forfatter Thomas Kvist Christiansen, som har skrevet en bog om hendes liv, torsdag holder foredrag i Nr. Bjert Kirke. 

Portrætter blev skrevet, da Artlette gik bort i august 2022.

Arlette ankom tidligt om morgenen, da det stadig var mørkt.

Mens hun sammen med de andre kvinder fra lastbilen ventede på, at nogen skulle møde ind i administrationsbygningen, kom en ung fransk pige forbi.

Arlette, som på det tidspunkt hed Lévy til efternavn, spurgte den franske pige, om hun kendte hendes kusine.

79 år efter kunne hun stadig høre den franske pige grine:

- Hun er sikkert død. Vi er her for at dø.

Det kunne Arlette godt se bagefter, da det blev lyst.

Der var bunker med nøgne, døde kvinder omkring hende. Ved synet vidste hun med det samme, hvordan det var i Auschwitz.

I 45 år fortalte Arlette ingen om de rædsler, hun oplevede. Først da en fransk højrepolitiker provokerede hende, blev hun en af Syd- og Sønderjyllands største stemmer i skildringen af koncentrationslejren. 

Da katastrofen slog ned

I sommeren 1924 blev De Olympiske Lege for anden gang afholdt i Paris. Den sommer kom Arlette til verden i familien Lévy, en gammel fransk-jødisk familie.

Her voksede hun op i Le Marais-kvarteret nær Bastillepladsen i tredje arrondissement, et af byens gamle, centrale kvarterer.

Moderen var hjemmegående og faderen repræsentant i parfumebranchen. Som ung kæmpede han som fransk soldat i den første verdenskrig.

I 1943 fyldte Arlette 19 år, og det var den tredje sommer med tyske besættelsestropper. Paris var massivt besat, og Gestapo tyranniserede jøderne med hidsige razziaer.

Det tvang familien Lévy til at forlade deres by. De flygtede til Clermont-Ferrand, en stor provinsby i det centrale Sydfrankrig, men allerede i november slog katastrofen ned.

Arlette var til forelæsning en torsdag morgen. Gennem vinduet så hun tyske soldater med maskingeværer. De kom styrtende ind og råbte: Heraus! Sofort!

En professor, som ikke var hurtig nok, blev skudt.

Alle andre blev sorteret. Arlettes gruppe kom i en lastbil og kørt til en tysk kaserne i byen og senere til opsamlingslejre nord for Paris.

Første januar 1944 begyndte togturen mod Auschwitz. Her ventede den endelige udvælgelse og en tatovering på underarmen, der resten af livet skulle minde hende om det år, hvor hun hver dag måtte kæmpe for sit liv. 

Tatoveret, kronraget og tvangsbadet

Koncentrationslejren Auschwitz i det sydlige Polen var en af Nazitysklands højeffektive dødsfabrikker.

Mindst 1.1 millioner mennesker, hvoraf cirka 90 procent var jøder, mistede livet der. Enten i gaskamrene, ved skydning, af sult og sygdom eller som ofre for medicinske eksperimenter.

Arlette Lévy var kvinde nummer 74.853 i udryddelseslejren. Tallet blev tatoveret på hendes underarm, og fra det øjeblik, var hun ikke længere Arlette.

En frisør kronkrangede hende og de andre kvinder med forklaringen, at det var mere hygiejnisk. Selv troede Arlette, at det var psykisk, så kvinderne ikke så nemt kunne genkende hinanden.

Bagefter blev kvinderne tvunget til at afklæde sig alt deres tøj, og et brusebad med skrig, råb og lussinger fulgte.

Arlette forsøgte at folde sit tøj pænt, men det var ligemeget, fik hun at vide. Hun skulle aldrig se det tøj igen.

I stedet fik hun udleveret det, hun senere selv har beskrevet som vagabond-tøj. Mens hun iførte sig det, kørte spørgsmålene rundt i hendes hoved:

- Hvad sker der med os? Hvad bliver det næste? Hvordan kan vi overleve?

Omgivet af had og totur var det svært at forestille sig, at hun over et halvt århundrede senere skulle se tilbage på Auschwitz og tale om tilgivelse. 

En hverdag i Auschwitz

De nyankomne i Auschwitz skulle arbejde. Et fuldstændig unødvendigt arbejde, beskrev Arlette.

Det gik ud på at flytte sne og mudder nogle få hundrede meter. Eller at slå sten i stykker med en lille hammer.

Sådan skulle hun og de andre kvinder arbejde hver dag i 12 timer. Kun afbrudt af en lille pause til at spise suppe. En tynd, lunken væske. Var man heldig, var der et lille stykke rødbede eller gulerod i.

Til aften fik de et stykke rugbrød. Et par gange om ugen var der en skefuld marmelade eller margarine på.

Det var forbudt at drikke vandet i frygt for tyfus, en meget alvorlig sygdom. I stedet fik de en væske, som blev kaldt te, selvom det intet havde med te at gøre.

I lejren var mange nationaliteter blandet. Der var kvinder fra Belgien, Frankrig, Polen, Tjekkoslovakiet, Sovjetunionen, Ukraine og Ungarn.

Forholdet mellem fangerne var ikke godt. Meget få kunne tale sammen, så der var ikke noget fællesskab.

Forsøgte man at flygte, risikerede man at blive hængt. Ofte til skue for de andre fanger. Som en påmindelse om udryddelseslejrens formål.

Et formål, som en nordjysk gymnasieelev mange år ude i fremtiden ville undskylde for.

Dødsmarch til Paris

Omkring årsskiftet 1944-45 stod det klart, at tyskerne ville lide nederlag.

Nu begyndte et af krigens morbide og uforståelige fænomener, de såkaldte dødsmarcher, hvor tyskerne tømte udryddelseslejrene i et forsøg på at slette sine ugerninger.

Alle fanger, som var i stand til at stå oprejst, blev tvunget afsted i vinterkulden på ugelange strækninger over hundreder af kilometer kun iført fangetøj.

De havde retning mod Tyskland på flugt fra de fremrykkende russiske soldater fra øst og i forgæves undvigemanøvrer fra de allierede tropper, som kontrollerede flere og flere områder i vest.

De fanger, der ikke gik fremad, blev skudt, og man mener, at omkring 300.000 mennesker mistede livet på disse marcher.

Mad fik de intet af, og Arlette Lévy husker at have spist sne. Så da hun 22. maj 1945 ankom med toget til Paris, vejede hun 30 kg.

Hun blev genforenet med sin familie, og efter sommeren begyndte hun på universitetet igen.

Men sine oplevelser i Auschwitz talte hun ikke med nogen om.

45 år i tavshed

I 1952 kom hun til Danmark, hvor hun giftede sig med Ole Andersen og bosatte sig med ham i Fredericia. Her blev hun fransklærer på Fredericia Gymnasium, og parret fik sønnen Christian og datteren Anett.

Der skulle gå 45 år, før hun første gang begyndte at fortælle om rædslerne i Auschwitz.

Det var en udtalelse fra den franske højrepolitiker Jean-Marie Le Pen om, at jødeudryddelsen var en historisk detalje, som provokerede hende til at fortælle sandheden til ungdommen.

På 75-året for Danmarks befrielse fik hun overrakt ridderkorset og fortalte i den forbindelse, at hun på daværende tidspunkt havde holdt 426 foredrag på danske gymnasier.

Særligt et foredrag på et gymnasium i Nordjylland gjorde indtryk på hende.

En uventet undskyldning

En dreng fortalte efter foredraget, at hans bedstefar var tysk officer, og da han var blevet kaldt til krigen, havde han sagt følgende til sin kone: Hvis du nogensinde ser et af ofrene, så sig undskyld.

Og det var netop, hvad drengen sagde til Arlette. Undskyld. Et ord, hun blev hun meget berørt af.

Foredragene fortsatte indtil 2015, hvor hun fyldte 90. Ved flere anledninger blev hun spurgt om tilgivelse, og i et interview med TV SYD svarede hun:

- Jeg har ikke og kan ikke tilgive nazisterne, som gjorde de forfærdelige ting. Men der er stor forskel fra de mennesker til tyskerne i dag. De unge tyskere har bestemt ikke noget med dem at gøre.  

Med den indstilling levede hun de sidste år af sit liv. Et liv, hvor hun på mirakuløs vis - og med en ukuelig tro på livet og håbet om, at alt ville blive godt igen - overlevede Holocaust og et års fangenskab i nazisternes Auschwitz.

Et liv, som 23. august fik sin afslutning, da hun i en alder af 98 år sov ind på Othello Plejehjem i Fredericia.

Denne artikel er udarbejdet ved hjælp af bogen Pigen fra Auschwitz af Morten Vestergaard fra 2012 samt dokumentarfilm om Arlette Andersens liv af Thomas Kvist Christiansen fra 2020. Derudover bygger artiklen på tidligere interviews med Arlette Andersens samt TV SYDs program Livshistorier, hvor journalist Søren Vesterby i to afsnit i 2011 taler med Arlette Andersen.