Hun er "sort", hun er DF’er og Kristian Thulesen Dahls afløser
Josephine Alstrup kalder sig selv for sort, og som folketingskandidat for Dansk Folkeparti vil hun gøre op med danskernes frygt for at krænke hinanden.
- Jeg er sort, og jeg er DF’er.
23-årige Josephine Alstrup siger det ligeud. Hun mener nemlig, at vi skal stoppe den kultur, hvor vi hele tiden er bange for at krænke hinanden.
Hun kalder det krænkelsesparathed, og det opstår, når vi undlader at sige negerbolle og eskimo-is i frygt for at krænke hinanden.
-Det er blevet sådan, at man altid skal pakke altid ind, og det, synes jeg, er kammet over, siger hun.
Jeg er blevet omtalt som den knap så åbenlyse kandidat og har fået kommentarer på at være sort og med i DF
Josephine Alstrup, folketingskandidat for Dansk Folkeparti
Personligt bliver hun overhovedet ikke ked af det eller stødt, hvis nogen kalder hende neger eller sort.
I stedet synes hun, at det kan være akavet, når folk kalder hende mørk eller hende med den mørke kulør.
- Det bliver ødelæggende for vores samfund, at vi hele tiden er bange for at krænke hinanden, siger hun.
- Dybt latterligt ikke at turde kalde mig sort
Ud over krænkelseskulturen nævner Josephine Alstrup strammere udlændingepolitik og bedre vilkår til de ældre, som nogle af sine mærkesager.
Det er umiddelbart mærkesager, som går igen blandt kandidaterne hos Dansk Folkeparti, men Josephine Alstrup skiller sig alligevel ud.
- Jeg er blevet omtalt som den knap så åbenlyse kandidat og har fået kommentarer på at være sort og med i DF. Det er dybt latterligt, for min hudfarve har intet at gøre med mine politiske holdninger, understreger hun.
DF-kandidater
I Sydjyllands Storkreds opstiller følgende kandidater:
Susanne Eilersen, Vejen
Josephine Alstrup, Vejle
Peter Kofod, Aabenraa
Lene Baggesø, Esbjerg Omegn
Søren Rasmussen, Kolding Syd
Jon Krongaard, Haderslev
Lasse Holmqvist, Fredericia
I Østjyllands Storkreds opstiller Michael Nedersøe i Horsens.
Kilde: Dansk Folkepartis hjemmeside
Josephine Alstrup er vokset op i et borgerligt hjem lidt uden for Kerteminde på Fyn. Hendes far er amerikaner og bor i USA, men derudover føler hun sig ikke spor anderledes - på nær sin unge alder - end de andre kandidater hos Dansk Folkeparti.
- Måske er det nemmere for mig at sige noget om hudfarve, fordi jeg selv er sort, end hvis budskabet kom fra en hvid mand.
Et uventet opkald
Til dagligt læser Josephine Alstrup på UCL i Odense. Egentligt søgte hun i tre år ind på jurastudiet. For at kvalificere sin ansøgning meldte hun sig ind i Dansk Folkepartis ungdomsparti, men selvom hun aldrig blev optaget på studiet, så hang interessen for politik ved.
Med hjælp fra lokalformanden i Vejle er Josephine Alstrup nu klar til at hænge valgplakater op og gå på gaden for at møde de syddanske vælgere.
Stemmeslugere er væk
Dansk Folkeparti har mistet en række profiler det seneste år. Efter 26 års medlemskab vil Kristian Thulesen Dahl ikke længere være at finde på stemmesedlen til det kommende folketingsvalg.
- Det er super ærgerligt at have mistet de store profiler, men baglandet er stort, og de hardcore er tilbage. Så det er ikke slut for partiet af den grund. Det er ikke noget, jeg er bekymret for, siger hun.