Få det hurtige overblik: Det kommer der til at ske på valgdagen
Det er snart fire uger siden, at Mette Frederiksen udskrev folketingsvalget, og i dag, tirsdag den 1. november, er det blevet tid til at sætte krydset i stemmeboksen.
124 muligheder.
Det er så lang, listen af syd- og sønderjyske folketingskandidater er, og alle de muligheder der er for at stemme politikere fra Sydjyllands Storkreds eller Hedensted og Horsens ind til fire år på Christiansborg.
Måske har du allerede brevstemt, måske er du nu sikker på, hvem der skal have din stemme, men det kan også være, du tilhører gruppen af tvivlere, der synes 14 partier er mange at vælge mellem.
Hvis du er i tvivl, så er det stadig muligt at tage TV 2 og Regionernes kandidattest, hvor de syd- og sønderjyske opstillede kandidater har svaret på ti spørgsmål, så du kan finde ud af, hvem du er mest enig med.
Men hvad sker der så, når du har sat dit kryds? Få overblikket her over gode ting at vide om valgdagen.
Folketingsvalg 2022
Vigtige tidspunkter
Vigtige tidspunkter
Klokken 8: Valglokalerne åbner.
Klokken 20: Valgstederne lukker, og stemmerne tælles op.
Cirka 21.30: De første kredsresultater ventes. Der er 92 kredse, og ved det seneste folketingsvalg i 2019 kom det første kredsresultat klokken 21.24.
Cirka 22: Første storkredsresultat ventes.
Omkring midnat: Landsresultatet ventes. I 2019 blev resultatet af folketingsvalget offentliggjort klokken 00.11. Det vil sige samtidig med det sidste storkredsresultat.
Dem kan du stemme på
Dem kan du stemme på
124 kandidater stiller op i Sydjyllands Storkreds samt Horsens og Hedensted.
De er opstillet på tværs af de 14 partier.
Opdelt i storkredse
Opdelt i storkredse
Danmark er valgteknisk opdelt i tre landsdele, som tilsammen er inddelt i ti storkredse: København, Københavns Omegn, Nordsjælland, Bornholm, Sjælland, Fyn, Sydjylland, Vestjylland, Østjylland og Nordjylland.
Storkredsene er igen opdelt i 92 kredse. Dertil kommer Færøerne og Grønland, der hver udgør en opstillingskreds.
For syd- og sønderjyderne er det Sydjyllands Storkreds, der dækker det største område, og Østjyllands storkreds, der dækker Hedensted og Horsens.
Ugyldige stemmer
Ugyldige stemmer
Hvert år erklæres flere stemmesedler ugyldige. Ved folketingsvalget i 2019 var 37.801 stemmer ugyldige. Sådan undgår du at afgive en ugyldig stemme:
Du må kun sætte ét kryds på stemmesedlen. Det skal sættes til venstre i afkrydsningsrubrikken for den kandidat eller det parti, du vil stemme på.
Et kryds tæller både, hvis du sætter et "X" eller et "+". Hvis du for eksempel tegner en smiley, et hjerte eller skriver navnet på den, du vil stemme på, er stemmen ugyldig.
I Danmark er der stemmehemmelighed. Det betyder, at der ikke må være særpræg på din stemmeseddel, som kan gøre den genkendelig. For eksempel må du ikke sætte dit kryds med en glimmertusch. Det kan gøre stemmen ugyldig.
Man kan enten benytte det skriveredskab, der i forvejen ligger i stemmeboksen, eller medbringe sit eget. I så fald skal det være et ganske normalt skriveredskab som en kuglepen eller en blyant.
Hvis du laver en fejl på stemmesedlen eller kommer til at ødelægge den, kan du få udleveret en ny af en valgstyrer eller tilforordnet. Det gælder kun, hvis du ikke har lagt stemmesedlen i stemmekassen.
Hvis du ønsker at stemme blankt, skal du blot putte stemmesedlen i stemmekassen uden at udfylde den. Det vil betyde, at stemmesedlen bliver ugyldig, men den tæller stadig med i den samlede valgdeltagelse.
Rekorden for valgdeltagelse er 79 år gammel
Rekorden for valgdeltagelse er 79 år gammel
Den hidtil højeste valgdeltagelse var under krigen i 1943, da 89,5 procent af vælgerne stemte. Den laveste er 74,9 procent i 1920. Vi skal tilbage til 1939 for at finde et folketingsvalg med en valgdeltagelse på under 80 procent. Dengang stemte 79,2 procent.
Her er valgdeltagelsen ved de seneste 10 folketingsvalg:
2019: 84,6 procent
2015: 85,9
2011: 87,7
2007: 86,6
2005: 84,5
2001: 87,1
1998: 85,9
1994: 84,3
1990: 82,8
1988: 85,7
Brevstemmer
Brevstemmer
Interessen for at brevstemme har været høj forud for tirsdagens folketingsvalg.
I flere af de større byer ligger antallet af brevstemmer op mod 25 procent højere, end det gjorde ved folketingsvalget i 2019.
Men det betyder ikke nødvendigvis, at den endelige stemmeprocent også bliver højere end for tre år siden, hvor valgdeltagelsen endte på 84,6 procent.
Flest kvindelige kandidater
Flest kvindelige kandidater
Andelen af kvindelige kandidater er den største nogensinde.
1014 kandidater stiller op til folketingsvalget, og 389 af dem er kvinder. Det svarer til 38,4 procent, og det er rekord.
Det er 104 år siden - ved valget i 1918 - at kvinder for første gang både kunne stemme og selv blive valgt.
Det mener partierne
Det mener partierne
TV 2 har spurgt partierne, hvad de mener om de 13 temaer, som betyder mest for danskerne, når de skal sætte deres kryds.
For det kan være svært at finde ud af, hvad partierne mener.
Dagen derpå
Dagen derpå
De personlige stemmer tælles op over hele landet onsdag.
Det bliver formentlig først ud på aftenen, at der kan sættes navne på alle nye medlemmer af Folketinget.
I 2019 var listen over de 179 folketingsmedlemmer klar klokken 21.37.