Regeringen vil ekstraordinært give Fanø 20 millioner kroner
Regeringen vil give Fanø Kommune, som er hårdt presset på økonomien, 20 millioner kroner ekstra i finansloven for 2025.
Det oplyser Indenrigs- og Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.
Kommunen har som lille ø-kommune særlige økonomiske udfordringer, konstaterer indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V).
- Derfor giver regeringen nu et ekstra tilskud på 20 millioner kroner i 2025, og vi vil arbejde for at få ændret lovgivningen, så Fanø fra næste år kan modtage et ø-tilskud på 20 millioner kroner om året, siger Løhde i pressemeddelelsen.
Da regeringen præsenterede sit finanslovsforslag for 2025 i sidste måned, var der afsat 2,5 milliarder kroner til kommunerne.
Det ville give Fanø Kommune 300.000 kroner, men ifølge borgmester Frank Jensen (RV) battede det ikke meget, når kommunen ifølge borgmesteren så ind i et hul i kassen på næsten 20 millioner kroner.
Også i fremtiden
De ekstra midler forudsætter, at Folketinget giver sin tilslutning og derfor afventer en endelig vedtagelse af finansloven for 2025, skriver ministeriet i pressemeddelelsen.
Regeringen vil desuden arbejde for en ændring af udligningslovens § 21 med henblik på et tilsvarende årligt ø-tilskud til Fanø Kommune fra 2026 og frem.